Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, fredag den 29. september 2023
– Jeg har fået en uddannelse, jeg kan bruge mange steder. Jeg kommer nok ikke til at savne selve udrykningerne, men jeg kommer til at savne sammenholdet, kammeratskabet og de gode kolleger.
Ordene kommer fra Henrik Casper.
Gennem 29 år har han været brandmand først i Ribe Brandvæsen og siden efter kommunesammenlægningen i Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe.
På brandstationen i Ribe blev der fredag aften taget afsked med en særdeles populær brandmand og kollega. Og det skortede – som det sig hør og bør i de kredse – ikke på drillerier.
Som da brandfolkene ved et møde fik suppe lavet af stationsleder Kjeld Tauman. Der var lavet en stærk version og en ikke stærk version af hensyn til Henrik Caspers, der ikke bryder sig om stærk mad. Der var sat skilte på med angivelse af, hvilken version, der var stærk og hvilken, der ikke var. Men umiddelbart før Henrik skulle øse op, var der ”gode” kolleger, der byttede rundt på skiltene, så Henrik fik den stærke version. Det bekom ikke herren vel.
Det var en af de anekdoter, der indgik i viceberedskabschef og stationsleder Kjeld Taumans humoristiske tale til Henrik. Kjeld betegnede ham som familiefar, smed, hjælpemiddelstekniker, jæger, festabe, brandmand og en god ven.
Henrik Caspers stopper i brandvæsnet, fordi helbredet ikke vil mere.
På spørgsmålet om, hvorvidt nogle oplevelser har sat sig som brandmand, fortæller Henrik Caspers, at han kan huske, at han blev kaldt ud til et færdselsuheld. En bilist var kommet over i modsatte kørebane og kollideret med en modkørende bil. Føreren af bilen blev dræbt, men Henrik Caspers skulle være med til at skære en kvinde fri af den anden bil, og under arbejdet bed kvinden Caspers i armen.
Læs hele interviewet med Henrik Casper på Ribe Brandmandsforenings hjemmeside ved at klikke her