Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman Dronefoto: Ove Detlevsen
29. april 2019
Meget længe har der været ro omkring ejendommene på Plantagevej fra jernbane overskæringen til Skovgrillen, men inden for de sidste par uger er der sat to huse til salg. Det sker samtidig med, at Vejdirektoratet og Barslund A/S har etableret kontor pavilloner med byggeudstyr på og omkring det inderste spor på parkeringspladsen over for Skovgrillen.
Kvalitetsvillaer
Huspriserne vidner om, at det er en række kvalitetsvillaer, som nu kan erhverves til fornuftige priser, hvor køberne i de næste par år kan forvente nogen støj i forbindelse med udvidelsen af hovedvejen fra 2 til 4 spor samt den private og blinde vej, som skal ligge mellem villaerne og støjvæggen, som er med i projektet.
Informerer om vejprojektet
EDC, der har husene på Plantagevej 44 og 34 skriver i deres salgsmaterialer: ”Der vil inden for de næste par år foregå en ombygning af Hovedvej A11. Der i blandt opstilles der en støjmur samt udfærdiges blindvej foran boligen.”
Desuden er der link til Vejdirektoratets animationsfilm:
https://www.youtube.com/watch?v=l8a1al4M9VA&feature=youtu.be&fbclid=IwAR33oUz5zG0CNtXk5YCJvzuhwPcR2C-kbzDEtI8QYriOrYROf4Et0PryaeU
Plantagevej 44 – pris: 1.195.000 kr. Villaen er på 136 m2 samt 86 m2 tør kælder – 1. sal opført i 2008 – loft til kip og synlige bjælker.
Villaen er opført i 1930 – løbende renoveret og moderniseret. Fremstår med herskabeligt udtryk – vandskuret og sort tagstensstag. – liggetid 185 dage. Grunden størrelse: 754 m2.
Der er Åbent Hus med tilmelding: 04. maj. Til salg hos EDC.
Plantagevej 34 – pris: 1.648.000 kr. Villaen er på 183 m2 – renoveret fra ”kælder til kvist” i 2012.
Ejendommen er opført i 1932 og har i facaderne bevaret ”Bedre byggeskik” udtrykket med dens flotte arkitektur – bla. ses originale plankegulve fra 1932, loft til kip samt synlige bjælker på 1. sal – liggetid 18 dage. Grundens størrelse: 812 m2.
Der er Åbent Hus med tilmelding: 04. maj. Til salg hos EDC.
Plantagevej 28 – pris 1.598.000 kr. Villaen Huset er på 139 m2 – charmerende og gennemrenoveret villa fra 1932 med dy bagbygning fra 2008. Gulvvarme i næsten hele huset samt synlige bjælker – liggetid: 5 dage. Grundens størrelse: 659 m2.
Til salg hos Home
Plantagevej 42 – huset er udlejet fra den kommende sommer, mens familien selv flytter til nyt hus i Rødding. Familien afviser ikke at flytte tilbage på et senere tidspunkt.

Oversigtsbillede 29. april
Arbejder mest i dagtimer
Vejdirektoratet oplyser, at der arbejdes fortrinsvis i dagtimerne, men at der i forbindelse med udvidelsen af bomanlæg ved jernbanen vil blive arbejdet i løbet af natten, men at det først sker langt senere i processen.