Tekst og foto / redigering: Johnny Tauman
19. juni 2018
Kurveholmen nummer 24 er til salg – med en lang liggetid. Måske er det nu, hvor Kurveholmen er blevet en stille vej, der skal sættes ekstra tryk på salget? Det er Nybolig i Ribe, som står for salget
Kurveholmen 24 er en klassisk patricierejendom fra 1910 med smuk udsigt over Mølledammen – og nu til salg på den rigtige side af 3 millioner.
Byens elite boede på Kurveholmen
Kurveholmen var i 60´erne og 70´erne i meget høj kurs – her boede et eksklusivt udsnit af Ribes velstillede borgere – i tilfældig rækkefølge nævnes læge Hugo Horwitz, læge Fog Poulsen, murermester Knud Lauridsen, slagtermester Gregersen, ingeniør R. Birch Nielsen, direktør Husted Christensen (Stampemøllen), bagermester Klingenberg, Landsretssagfører H.K. Hjerrild og manufakturhandler Vagn Nielsen.
Alle kender den “gule” ejendom
Alle taler om den gamle Tekniske Skole, som i en årrække rummede Victor Petersens Willumsens Samling (findes i dag på Herregården Odden) – og så ikke mindst den store gule villa på hjørnegrunden Kurveholmen og Brorsonsvej. Selv i dag snakker folk i byen om den gule villa, selvom den faktisk ikke længere har den farve.
I begyndelsen var der blot en sti langs dammen
Fra begyndelsen var der slet ikke en vej lang Kurveholmen – og der var ikke en ”vold” som afgrænsede adgangen til Mølledammen. Folk kunne gå på en mindre sti – og navnet ”Kurve” skal ses i lyset af, at mange hentede deres flettematerialer på stedet.
Trafiksanering gav bedre vilkår
Senere kom så vejen med en fornuftig trafikafvikling. Med årene blev presset dog større og større – ikke mindst, da Storegade (Overdammen, Mellemdammen og Nederdammen) blev omdannet til gågade.
Det var især den tunge trafik – og busserne der gjorde det lidt ”træls” at bo på stedet, men en trafiksanering fik sendt alle rutebusser fra syd rundt med Ringvejen til rutebilstationen ved Banegårdspladsen.
Hvem bliver den næste beboer på Kurveholmen?
Den smukke herskabsvilla har været til salg i 597 dage med en prisjustering på minus 9,1 %. Det betyder, at det magiske tal 600 liggedage rundes på fredag.
Nybolig oplyser, at de forventer et salg i nærmeste fremtid – er det mon dig, der skal flytte ind i den flotte patricierejendom?