Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, søndag den 25. december 2022

Kunstneren Kirsten Rudiengaard, Ribe, er efter lang tids sygdom død juleaftens eftermiddag, 83 år gammel. Hun var enke efter tidligere borgmester, folketingsmand og embedslæge Preben Rudiengaard.

Kirsten Rudiengaard var en meget kreativ kvinde, og hendes kreativitet gav sig udslag i nogle meget farverige malerier, hvor farver og former gik op i en højere enhed, så beskueren ikke kunne undgå at blive glad. Hendes kreativitet udvidede sig til at omfatte dekorerede skåle og vaser samt træfigurer, som hendes mand, Preben Rudiengaard, skar ud efter Kirstens tegninger.

Kirsten Rudiengaard var en meget levende og aktiv kvinde, der nød samværet med de mange venner, som ægteparret fik ikke mindst i Ribe.

Hun stammede fra Tommerup på Fyn og flyttede som 10-årig til Jylland med forældrene og sin lillesøster. Kirsten mødte sin senere mand i Herning. Parret flyttede til Ribe i 1984, hvor Preben Rudiengaard blev ansat som ledende embedslæge i daværende Ribe Amt, og hvor Kirsten Rudiengaard i mange år drev butikken Maren Spliid sammen med en kompagnon.

Arbejdet som kunstner udviklede sig, og Kirsten Rudiengaard opgav Maren Spliid for at hellige sig kunsten. Det førte til mange udstillinger både inden- og udenlands, og hendes udstillingsvirksomhed nåede så langt væk som Taiwan.

Privat nød Kirsten Rudiengaard at være sammen med venner i hyggeligt og selskabeligt lag. I mange år havde parret en af de gamle strandfoged gårde på Rømø, hvor Kirsten Rudiengaard havde atelier. Siden flyttede parret til Ribe, hvor de sidst boede i Præstegade inden Kirsten flyttede på Åhaven.

Kirsten Rudiengaard efterlader sig søsteren på Langeland.

Bisættelsen finder sted tirsdag den 3. januar klokken 11 fra Ribe domkirke.