Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, søndag den 29. maj 2023
Den danske kunstner Peter Callesen tog søndag en usædvanlig afsked med Ribe. I en stor, hjemmelavet båd af pap, tog Peter Callesen en sejltur på Østeråen nedenfor kunstmuseets have, og det lykkedes at holde båden flydende mens den sejlede godt et par meter, hvorefter den gik ned med ”mand og mus”. Vandet er dog ikke dybere på stedet, end kunstneren kunne komme i land ved egen hjælp.
Denne happening blev også afskeden med Peter Callesens soloudstilling i kunstmuseets 1. sal. En udstilling, der illustrer vandets store betydning for mennesket på godt og ondt.
I kunstmuseets have startede Peter Callesen sin event med at klæbe store papstykker sammen med tape til en plade på omkring 50 kvadratmeter. Ud af den plade bøjede han et skib, som vi andre i vores skoletid lavede små skibe af papir. Det var imidlertid tydeligt sværere for kunstneren at bøje det stive papstykke, men det lykkedes.
Udstillingen ”på dybt vand”, der blev vist på museet, er lavet med både meterhøje og mikroskopiske skulpturer – i papir. Resultatet er spektakulært og tankevækkende.
Udstillingen er skabt i tæt samarbejde med kunstneren selv samt Sophienholm og Skive Museum, der nu skal lægge hus til udstillingen.
Peter Callesen er uddannet fra bl.a. Goldsmiths College i London og Det Jyske Kunstakademi og har markeret sig i ind- og udland med en lang række udstillinger og performances. Mest kendt er han for at bruge papiret som sit primære materiale – i både stor og lille skala.
Eventen i kunstmuseets have blev overværet af omkring 100 mennesker.