”Kunsten har en stemme – lad den stemme blive din!”
Det er det tema, 11 unge elever på event-linjen på FGU i Lustrup har arbejdet med. Resultatet er blevet en helt speciel kunstudstilling i smedjen på den lokale FGU. Og når man ser udstillingen, må det siges, at kunsten har fået en stemme gennem de elever, der har frembragt kunstværkerne. Kunstværker, der blev præsenteret ved en fernisering i dag, torsdag middag.
Det er tydeligt, at de unge mennesker arbejder med mange og forskelligartede tanker. Deres kunstværker er meget forskellige – lige fra det lidt naive til det meget fantasifulde, men ved hvert kunstværk er der en tekst, der forklarer, hvad der ligger bag værket.
Blandt de citater, der findes ved værkerne, er f.eks.: ”Mellem ødelæggelse og fred findes håbet” og ”Det er pisse lige gyldigt, hvordan du ser ud. Du er smuk som du er”
De 11 elever har under arbejdet været på besøg på Tønder Kunstmuseum, hvor de har set en udstilling blive bygget op, de har været på Ribe Kunstmuseum, hvor de har siddet og tegnet og malet, og de har været på besøg hos den lokale kunstner Lars Bolderslev for at fornemme, hvordan den skabende proces er.
Fakta
Forberedende grunduddannelse (fgu) er for unge under 25 år, som ikke er klar til gå i gang med en ungdomsuddannelse.
Uddannelsen består af et introduktionsforløb og tre forskellige uddannelsesspor, som unge kan vælge imellem:
- Almen grunduddannelse (agu)
- Produktionsgrunduddannelse (pgu)
- Erhvervsgrunduddannelse (egu)
Hvad lærer de unge?
De kan få undervisning i fag som fx dansk og matematik, og de har mulighed for at arbejde praktisk med projekter, på værksteder eller komme i praktik i en virksomhed.
Mulighederne afhænger af, hvilket uddannelsesspor de unge vælger. De får undervisning på det niveau, der passer den enkelte. Målet er at gøre dem klar til en uddannelse.
FGU i Ribe, der har til huse ved og samarbejde med Ribe Vikingecenter i Lustrup, er en del af FGU Vest. FGU-vest har skoler i Esbjerg, Varde og Ribe samlet set med omkring 300 elever. I Ribe-afdelingen er der omkring 50 elever.










































































