Tekst & Foto: Johnny Tauman     Dronefoto: Ove Detlevsen
4. september 2023

– Energinet har i august taget hele transformatorstation Ribe i Tange i drift, hvilket var en meget stor milepæl for projektet, fortæller seniorprojektleder Martin Hinrichsen, Projektledelse Vest.


Han oplyser til RYK IND RIBE, at der i forbindelse med idriftsættelsen Esbjerg – Ribe også er indsat 2 kabelforbindelser fra station Ribe til henholdsvis Andst og Lykkegård.
– Derfor har vi nu også kunnet starte på at tage luftledningen mellem Ribe og Lykkegård ned, forklarer seniorprojektlederen og tilføjer: – Dette arbejde forventes færdigt sidst på året.
På station Ribe er der nu kun småting tilbage. Der skal lige fjernes en gammel transformer, ryddes op, etableres nyt hegn samt beplantes lidt ud mod vejen.

En af reaktorerne på station Ribe

Martin Hinrichsen opsummerer og uddeler roser: – Vi er nu som det sidste i gang med at grave kabel ned mellem station Bredebro og Kassø, for så at kunne fjerne luftledningen på strækningen derefter. Så projektet er forløbet lige efter planen, og mine medarbejdere og entreprenører har gjort en kæmpe stor indsats.