Tekst Hasse Jørgensen, foto Kulturpas, mandag den 16. marts 2026

Unge i Esbjerg Kommune mellem 15-24 år, som går på FGU eller ikke er i uddannelse eller job, kan med et kulturpas få adgang til gratis kultur- og fritidstilbud. Alle er velkomne til at høre mere om tilbuddet på en messe den 18. marts 2026 på FGU Vest i Esbjerg.

Det skal være lettere for unge i alderen 15-24 år, som går på Forberedende grunduddannelse (FGU) eller ikke er i uddannelse og job, at finde vej til fællesskabsskabende aktiviteter. Derfor deltager Esbjerg Kommune i det landsdækkende forsøg, Kulturpas.

I forsøgsperioden, som løber til udgangen af 2026, kan de unge i målgruppen få et digitalt betalingskort med 1.000 kr. om året, som de kan bruge på f.eks. sport, kreative workshops, koncerter, kontingenter i foreninger og andre kultur- og idrætstilbud.

– Vi vil gerne bane vejen for, at unge i alderen 15-24 år, der står uden for uddannelse og job, kan finde vej til meningsfulde aktiviteter og sociale fællesskaber. Fællesskaber og oplevelser, der kan gøre en reel forskel i deres liv. Med et kulturpas, som giver adgang til oplevelser, der ellers kan være uden for rækkevidde, kan vi styrke de unges trivsel, motivation og tro på egne evner, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, Susanne Dyreborg.

I Esbjerg Kommune kan kulturpasset bruges på en lang række aktiviteter, fra sport og bevægelse til film, musik og friluftsliv.

Kulturpasmesse for alle 18. marts

Alle er velkomne til at høre mere om tilbuddet Kulturpas på en messe onsdag den 18. marts 2026 på FGU Vest, Spangsbjerg Møllevej 68, 6700 Esbjerg.

Her kan man kl. 9.00-11.00 og igen kl. 11.30–13.30 møde repræsentanter fra FGU og andre aktører, som står klar til at fortælle, hvor man kan bruge kulturpasset, og hjælpe de unge i gang med at få oprettet og bruge passet. Dagen byder også på både spil og konkurrencer og gratis pizza og sodavand.

Det er gratis at besøge messen, og tilmelding er ikke nødvendig.

Bus fra Ribe

Bor man i Ribe, er der mulighed for at komme med gratis bus til messen. Bussen kører den 18. marts 2026 kl. 10.45 fra FGU Vest, Lustrupvej 4, 6760 Ribe, og den kører retur til Ribe fra messen kl. 13.30. Antallet af pladser i bussen er begrænset.

Er man som forening, kulturinstitution eller anden aktør interesseret i at byde ind med en aktivitet og blive en del af kulturpasordningen, kan man læse mere og ansøge om at blive kulturpasaktør på www.kulturpasinfo.dk.