Tekst & Fotocollage: Johnny Tauman
14. juli 2020

”Ryst posen” – beskeden vil Kurt Bjerrum sikkert høre flere gange, når Kulturhuset i Jernved mandag genoptager bankospillet. Mange har under Covid 19-perioden med reducerede forsamlinger været forhindret i at komme til bankospil med ”Gamle Ole” og alle de andre ”venner” – men nu er der åbnet op for at samle ind til 100 personer.

Pengepræmier

– Vi glæder os til at åbne dørene i Kulturhuset, hvor opstillingen af borde og stole vil følge anvisningerne om afstand, fortæller Kurt Bjerrum til RYK IND RIBE. Han håber, at der vil komme omkring 90 deltagere, som kan spille om de mange pengepræmier. Det er jo for længst slut med ½ grise og hamburgerryg. Bankospillerne kommer fra et større område og er samlet på 120 stykker, hvor 85-100 normalt dukker op.

Som i gamle dage

Kulturhuset har med bankospillet gennem årene kunnet skabe et årligt overskud på 40-60.000 kr – og det er jo virkelig godt gået, når der hver bankoaften er lige så mange præmier som deltagere. – Det er kun held i spil, der afgør, hvordan du vil tage hjem efter en hyggelig aften, hvor det sociale også har høj prioritet, kommer det fra Kurt, som er med i den kvartet, som har tjansen som opråbere. Og elektronikken har ikke endnu vundet indpas – så derfor er der to “som i gamle dage”, der klarer opråb – lægger brikker på kontrolpladen, mens 2-4 frivillige hjælpere kontrollerer bankoråb nede i salen.

Bankospil i 48 år

I samtalen med Kurt omtaler han fællesskabet – det at komme ud og være sammen med de samme personer og måske købe snitter, vand eller kaffe med kage. – Det har en stor værdi for huset – og ofte laves der aftaler om familiearrangementer etc., konstaterer Kurt Bjerrum – og fortsætter: – Bankospillet har 48 år på bagen – kun afbrudt af de 4 sidste måneders nedlukning pga. Covid 19. Han er – som de øvrige arrangører – opmærksom på, at gruppen, som går til banko, som er i den sårbare gruppe.

Respekt – “Ryst posen”

”Ryst posen” kender Kurt jo også til fra sit politiske liv i Esbjerg Byråd – både i bankospil og politik er der vindere og tabere – og holdninger, som krydses. Men når det kan ske med respekt for forskellighed, så er der jo flest vindere. Spændende at se, hvor mange der møder frem på mandag.