Tekst : Annette Brøchner Lindgaard
Foto: arkiv
Søndag d. 20. januar 2022

Med den nye byrådskonstituering er det pr. 1. januar 2022 Jakob Lose, der sidder på posten som formand for Kultur & Fritid i Esbjerg Kommune. Et område, der traditionelt ikke fylder meget i den politiske debat. Det har udvalgsformanden tilsyneladende tænkt sig at lave om på.

JL” Jeg betragter kulturen, som det, der gør, at man synes, det er fedt at bo i en kommune. Et af de forbilleder, som jeg har, er Odense Kommune, hvor man jo har investeret mange millioner i at markedsføre Odense ved hjælp af kultur. Det gør man jo ikke for sjov skyld, men fordi man bruger det som et parameter for at tiltrække nye indbyggere og flere studerende. Tør vi sige det højt? Tør vi sige at det er lige så legitimt at investere i kulturen, som i skoler og daginstitutioner og alle mulige andre ting. Ja, men det skal være med strategisk afsæt.
Jeg kunne jo godt tænke mig, at en af de ting, vi slog os op på her i Esbjerg, det var at være en rigtig kultur kommune”

Det kommer formentlig ikke bag på nogen at den evigt unge, men velkonsoliderede venstreløjtnant, ønsker at fremhæve betydningen af sit politiske område. Jakob Lose var formand for Kultur- og fritidsudvalget i perioden 2014-2017. I perioden forud var han næstformand, formand for bibliotekernes bestyrelse og siden 2018 formand for Fiskeri- og Søfartsmuseets bestyrelse og han taler nu med stort engagement om at ”genbesøge” hele kulturområdet fra lokalt foreningsliv, over de store kulturinstitutioner til de regionale samarbejder, som han helt tydeligt har store forventninger til – især når talen falder på branding af Esbjerg Kommune som bosætnings- og turistkommune.

JL: ”Jeg håber, vi kan intensivere vores regionale samarbejde, fordi vi har et fællesskab omkring det her helt unikke sted i Vadehavsregionen og fordi, vi har nogle af de samme udfordringer. Jeg tror, vi kan lave noget virkelig god historiefortælling. Jeg synes jo, det er supersejt, at du kan sætte dig på cyklen næsten fra Holland og så cykle hele vejen på eller bag digerne, forbi Marsktårnet, besøge Vadehavscentret og videre igennem Esbjerg, ud til de hvide mænd, ind omkring Fiskeri- og Søfartsmuseet og videre ud til Tirpitz og de andre gode museer i Varde Kommune.”

En væsentlig del af det med at ”genbesøge” går ifølge Jakob Lose ud på to væsentlige ting. Den ene er at udvikle en ny strategi for det samlede kulturområde. Den anden er at skabe en mere udtalt dialog mellem det politiske niveau og de borgere, der er aktive i kulturlivet på den ene eller anden måde.

JL:” Vi skal være endnu mere bevidste om, hvad det er kulturen i bred forstand kan gøre. Vi har jo en masse gode tilbud. Vi har et rigt foreningsliv. Det er også længe siden, jeg har hørt nogen diskutere  lokaletilskudsprocenten. Vi har nogle stærke kulturinstitutioner. Men kan vi blive mere strategiske om at massere kulturen ind i det, vi gør. Ja, det tror jeg faktisk godt, vi kan.
Kommunen skal facilitere at man f.eks. har et velfungerende foreningsliv. En af de ting, vi skal gøre noget ved er det påståede kommunale bureaukrati. Vi er aldrig rigtig kommet ned i substansen og det kunne jeg faktisk godt tænke mig, at vi kom hen til.
At få foreningslivet hen til bordet og helt lavpraktisk kigge på, om der er nogle uhensigtsmæssigheder og om det er noget, vi kan løse. På en eller anden måde. Der vil jeg lægge op til at vi etablerer en eller anden form for samarbejdsforum hvor politikere og foreningsrepræsentanter, sidder omkring det sammen bord.”

Påstande om, at Ribes kulturliv er overset i den store kommune, giver Jakob Lose ikke meget for. Som også andre udvalgsformænd har givet udtrykt for, så bør vi lægge kommunesammenlægningen bag os og se på byer og lokalområder i et helhedsperspektiv.

JL: ” Derfor mener jeg faktisk helt seriøst, at hvis man kan lave samskabelse sammen med dem som har fingeren på pulsen, rent lokalt, så kan man kan anlægge to forskellige principper, når det er. Der er forskel på om vi siger til forvaltningen: Vi skal have fundet en vej igennem det her, eller vi beder forvaltningen om at liste alle problemerne op. Det er jo sådan lidt et politisk mindset om man gør det ene eller det andet.
Generelt set oplever jeg at vores forvaltning er enormt smidig og problemløsende. Men det er klart, at der kan være nogle aspekter, som man ikke lige får dyrket i bund. Der tror jeg, det direkte møde kan være med til at løse nogle af problemerne.”

Et af de kulturtilbud, der ofte nævnes i forbindelse med fortællingen om kommunesammenlægningen, er musikskolen, som ikke brænder så stærk igennem i Ribe som tidligere. Til det svarer Jakob Lose:

JL: ” At klandre en kommunesammenlægning i 2007, det stiller jeg mig tvivlende over for. Jeg er meget dårlig til at synge med på den der sang. Jeg synes tingene har fundet et naturligt leje. Kan man forestille sig at tingene kan justeres, yes, det kan man sagtens og det synes jeg også altid man skal være klar til. At man kigger på: har vi de rigtige tilbud på de rigtige steder i vores kommune?”

Med Jakob Lose har vi fået en ”kultur- og fritidsformand” der som udgangspunkt signalerer vilje til prioritering og politisk strategiske valg skabt i nær dialog med de lokale aktører og kulturbrugere. Det kræver vilje og fremmøde fra alle sider. I november 2022 holdt Esbjerg Kommunes Kulturskole et borgermøde. Der mødte ganske få borgere op og igen må man stille spørgsmålet, om formen er den rette. Hvis Loses projekt skal lykkes – hvis den almindelige ambition om mere lokal borgerinddragelse skal lykkes – er det vigtigt at finde den metode, der rent faktisk virker. Flere, og også Jakob Lose, peger på lokalrådene som et muligt omdrejningspunkt.

JL: ”Det kommer lidt an på fra sag til sag, hvor stort brød, der skal slås op, men det er klart at med en specifik sag fra et lokalområde, så er det jo ikke forbudt at kultur og fritidsudvalget rækker ud til lokalrådene. Jeg ved godt, at praksis er, at det kun foregår på det tekniske område og ved møder med økonomiudvalget. Men man kan da sagtens forestille sig, at kultur- og fritidsudvalget retter henvendelse til lokalområdet. Selvfølgelig må vi det. Hvis der er er et spørgsmål inden for kultur og fritidsområdet og dem, der ved mest om det, eksempelvis er et lokalråd, så er det da dem, vi tager fat i.”

Som bekendt skal der to til tango. Vi krydser fingre for at der kommer en velfungerende dialog på kulturområdet.

En lidt yngre Jakob Lose læser op ved et litteraturarrangement på Esbjerg Havn