Tekst: René Jørgensen Foto: Esbjerg Kommune
17. januar 2025.

Kultur- og fritidslivet er en gevinst for Esbjerg Kommune

Både når det gælder borgernes trivsel og kommunens udvikling, er kultur- og fritidslivet en stærk drivkraft i Esbjerg Kommune. En ny rapport fremhæver områdets positive betydning for fællesskab, mangfoldighed og identitet.

I Esbjerg Kommune har kultur- og fritidslivet positiv betydning for både borgerne og kommunens udvikling. Det viser en ny rapport, der bl.a. bygger på en spørgeskemaundersøgelse, som 2189 borgere i Esbjerg Kommune har deltaget i på tværs af køn, alder og bopæl.

Overordnet set giver deltagerne i undersøgelsen udtryk for, at de er glade for at bo i Esbjerg Kommune. Mere end halvdelen svarer, at de enten i høj grad eller i meget høj grad synes, at Esbjerg er en god kommune for dem, og heraf peger 39 procent på kulturlivet som en af årsagerne til deres tilfredshed. Knap en tredjedel af borgerne ser i høj eller meget høj grad Esbjerg som en oplevelses- og kulturby, mens 42 procent svarer, at de i nogen grad gør det. 22 procent af deltagerne opfatter i mindre grad eller slet ikke Esbjerg som en oplevelses- og kulturby.

Samtidig peger rapporten også på, at kultur- og fritidslivet skaber værdi for kommunen, både når det gælder økonomi og beskæftigelse, så området er med til at styrke væksten.

Mange vil gerne betale mere for kultur

Konsulentfirmaet Silverlining Research står i samarbejde med Esbjerg Kommune bag rapporten ”Kultur- og fritidslivets værdi for borgere og samfundet i Esbjerg Kommune”. Undersøgelsen taler ind i Esbjerg Kommunes strategiske investering i oplevelser og kultur, som byrådet besluttede at satse på efter en omfattende og inddragende proces i 2021-2022. Det centrale mål er at skabe vækst og tiltrække flere borgere til Esbjerg Kommune, som skal være et fyrtårn for oplevelser og kultur.

Den tilgang bakker rapportens konklusioner op om, og faktisk tilkendegiver 66 procent af deltagerne i undersøgelsen, at de ville være villige til at betale mere i skat for at opretholde det kultur- og fritidsliv, som de oplever i dag. Samtidig scorer kulturens betydning for mangfoldighed og identitet højt, lige som borgerne ser stor værdi i kultur- og fritidslivets fællesskaber.

Oplevelser skaber energi og glæde

Den nye rapport har netop være på dagsordenen i Kultur & Fritidsudvalget, og formanden, Jakob Lose, ser mange positive takter.

”Grundlæggende viser rapporten, at kultur- og fritidslivet skaber positiv værdi for Esbjerg Kommune og har stor betydning for mange af borgernes glæde ved at bo her. De oplevelser, vi får i kultur- og fritidslivet, skaber energi, glæde og fællesskab i vores liv og hverdag, og det tegner godt for den kurs, vi har sat for at markere Esbjerg Kommune på landkortet som et attraktivt sted at bo og leve,” siger Jakob Lose.