Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, mandag den 5. april

Det er blevet besluttet, at socialdemokraterne i Nordisk Råd skal afholde deres sommergruppemøde i Esbjerg Kommune. I den forbindelse arbejdes der med besøg i Nordens ældste by og ved Vadehavscenteret ved Vester Vedsted.

Det lokale folketingsmedlem, Anders Kronborg (S), har udover en plads i folketinget også en plads som en af Danmarks repræsentanter i Nordisk Råd, hvor han også er Danmarks eneste repræsentant i Nordisk Råds kontrolkomite.

– Jeg synes det er rigtig godt for kommunen, at det har vist sig muligt, at få mine nordiske kollegaer til at holde sommergruppemøde i Esbjerg Kommune. Vi har meget at byde på, og jeg arbejder f.eks. i nordisk regi for, at vores område bliver mere indgroet i bevidstheden, når vi f.eks. taler om en stærk turistdestination, siger Anders Kronborg.

– Jeg holder meget af det nordiske samarbejde, hvor jeg arbejder på at styrke fællesskabet omkring Nordisk Råd, da Norden er en vigtig region og talerør i resten af verden, siger Anders Kronborg.

Nordisk Råd har 25 socialdemokratiske politikere fra Danmark, Norge, Finland, Sverige, Grønland, Færøerne, Åland og Island. Derudover vil der komme tolke og embedsmænd med til sommergruppemødet og et sommergruppemøde plejer også at tiltrække ministre.

– Jeg har længe arbejdet for at sommergruppemødet kunne placeres i Esbjerg Kommune. En af de lokale ripensere, som jeg har vendt tankerne med i fortrolighed, er Paul Anker Nielsen, som jo er en lokal ildsjæl. Jeg har sammen med ham vendt det store potentiale vi har med f.eks. Ribe, Sønderho og Vadehavsområdet for at stå stærkere turismemæssigt indenfor en bæredygtig turisme, som vil være enestående i Norden, siger Anders Kronborg.

Det var før påske, at beslutningen blev truffet på Christiansborg. Også Esbjerg Havn, Esbjerg Rådhus og Sport & Eventpark Esbjerg planlægges som en del af besøget, men Anders Kronborg afslører også, at der arbejdes på, at man håber at kunne besøge Hotel Dagmar ved domkirkepladsen i Ribe, når man i forbindelse med en af aftenerne, skal bespises, men tager det forbehold, at programmet først er ved at blive strikket endelig sammen. Såvel borgmester som havnedirektør har også allerede tilkendegivet, at de stiller sig til rådighed med hjælp til at afvikle sommergruppemødet.

– Jeg tror virkelig vi kan lave et godt program og vores områdes mange kvaliteter vil give genlyd i de nordiske parlamenter efterfølgende. Lad os ikke håbe, at COVID-19 sætter en stopper for planerne, slutter Anders Kronborg.