Tekst og fotos Hasse Jørgensen, tirsdag den 18. november

Ved 14-tiden tirsdag var trafikken på Haulundvej og Haderslevvej syd for Ribe atter normal.

Otte unge menneskers ihærdige indsats med at flytte 22 tons skinker fra den havarerede lastbil til en anden kølevogn samt en stor bjærgningsvogn var det, der skulle til, for at få den lastbil på ret køl, som væltede midt i rundkørslen mandag først på aftenen.

Da lastbilen først var tømt for sin last af skinker, tog det RedningDanmark.dk relativt kort tid at få den havarerede bil på ret køl. Ved hjælp af spillet fra den store bjærgningsvogn samt en luftpude, der blev pustet op med en kompressor, lykkedes det at rejse lastbilen op, så den kunne transporteres væk. Den var en del beskadiget både på selve trækkeren og sættevognen.

Sydvestjysk Brandvæsen rensede kørebanen for dieselolie, mens en tilkaldt slamsuger rensede kloakbrøndene, og da dette arbejde var overstået, kunne vejbanerne igen gives fri til den almindelige trafik. En flydespærring i den nærliggende bæk sørgede for at samle den dieselolie op, som løb i bækken.

Beredskabsinspektør og indsatsleder Thomas Laugesen, Sydvestjysk Brandvæsen, fortæller, at det lykkedes at undgå en egentlig forurening.

Den vindmølletransport, der strandede mellem rundkørslen og jernbaneoverskæringen på Haderslevvej fik lov at fortsætte hen til vigesporet ved rundkørslen Haderslevvej-Hovedvej 11. Her måtte specialtransporten holde til tirsdag aften, da det kun er tilladt at køre med disse transporter mellem klokken 20 og 06.

Den havarerede lastbil på vej til lodret stilling. Luftpuden, der hjalp til, ses tydeligt på siden af bilen.

Den kraftige bjærgningsvogn og en luftpude fik havaristen på ret køl