Tekst og foto:  Renè Jørgensen
30. oktober 2022.

Kræmmer og loppemarked på en solskinsdag

Nok skinnede solen. Måske var den en af de sidste dage til havearbejde, men det gjorde ikke interessen mindre for at besøge Jernved Aktivitetshus. Formiddagen havde budt på Kaffe med Kurt, Jernveds lokale byrådsmedlem (V), og en snak med et par af de opstillede kandidater for partiet Venstre. Hos Socialdemokraterne var der bolsjer og en klimavenlig kuglepen i bambus, som den lokale folketingskandidat vist selv havde fremstillet.

Fælles for begge partier var, at der var valgmateriale og muligheden for en snak om det kommende valg.

Ved et af bordene var der en juleudstilling af Det Kreative Hjørne. Joan Nissen havde taget turen fra Tønder for at vise og sælge de flotte juleting, der skal pynte op om ca. en måned. Med på markedet var også ”Galleri bag diget” der viste og solgte flotte fotografier. Galleri bag diget er et lille hyggeligt galleri tæt på vadehavet, som primært vil vise fotos af ejerne Trine Kjær og Finn Guldborg i St. Darum.

Når snakken ikke lige falder på politik i disse dage, kunne emnet nemt være hvorfor varmen i radiatorerne skal være så dyr. Ikke at Gert, indehaver af VVS-firmaet Sten og Gert, kan sælge billig varme, men han kan rådgive om tiltag i hjemmet inden for jord, vand og varme.

I hallen kunne man se hvordan man foretager en vinduespudsning med materialer, bl.a. microfiber produkter, fra Biosol. Rent med naturkraft. Efter deres brochure at dømme, er det fremtidens rengøringssystem.

Ved indgangen – eller om man vil udgangen, stod den runde røde tromle til tombola klar. Otte lodder for en tyver, og man kan betale med mobilpay – endda med scan. Otte lodder, otte nitter, men der var faktisk heller ikke mere plads i bilen til de fine gaver.

Markedet forsætter i dag søndag, og der er stadig muligheder for at gøre en god handel.

God søndag.