Tekst: Renè Jørgensen foto: privat
12. oktober 2023.

Kræmmer og Loppemarked i Jernved Aktivitetshus

Det er 23. gang arrangementet afholdes og 21. gang, at det foregår i Jernved Aktivitetshuset

For 23 år siden var vi i planlægningsfasen med opførelse af Jernved Aktivitetshus, Vi skulle bl.a. have tjent nogle penge, så derfor opstod tanken om afholdelse af et Kræmmer- og Loppemarked. Dengang havde vi jo ikke Aktivitetshuset endnu, så derfor blev de 2 første gange afholdt i en stor lagerhal, fortæller Hanne Bjerre Petersen fra aktivitetsudvalget.

Efter Aktivitetshuset var opført, var der stadig behov for penge. Derfor har arrangementet været afholdt lige siden og er i dag eneste indtægtskilde til Aktivitetshuset.

35 udstillere har i år meldt deres ankomst – Så alle pladser er som sædvanligt besat.

Aktivitetsudvalget har forsøgt at få så bredt et udbud af stande som muligt, så der er noget for alle aldersgrupper, både mænd og kvinder.  Man kan hører om efterisolering af huse, få en snak om politik da partierne Venstre og Socialdemokratiet har en stand. Der er helsestande til både mennesker og dyr. Der er håndlæsning og tolkning af blindtegning. Masser af ting fremstillet i jern, bl.a. juletræer og hjerter. Der er salg af blomsterløg, tøj, rengøringsprodukter, keramik, smykker, strømpenisser, strik, kort, honning, krydderier, blomster og blomsterdekorationer m.m.

Blandt aktiviteterne er der gratis ansigtsmaling for børn både lørdag og søndag, og en lille konkurrenceleg for børn

Jernved/Gredstedbro Lokalarkiv ligger i Jernved Aktivitetshus. De holder åbent både lørdag og søndag, så alle har mulighed for at komme ind og få en snak eller søge oplysninger om lokalområdet.

Udvalget bag arrangementet er de lokale Hans Hansen, Kenneth Hansen, Ricco Thomsen, Laila Frederiksen, Katrina Gissemann og Hanne Bjerre Petersen

Kræmmer og loppemarkedet er lørdag d. 28. oktober fra kl. 10.00 til 16.30 og søndag d. 29. oktober fra 10.00 til 15.30.  Det koster 10 kr. i entré, under 15 år er det gratis