Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 15. marts 2024

Kræft er noget, rigtig mange mennesker kommer i kontakt med. Enten fordi de selv får sygdommen, eller fordi den rammer pårørende eller venner.

Der forskes meget i sygdommen, og der er opnået gode resultater i denne forskning, men der er fortsat brug for meget mere viden om sygdommen og behandlingsmetoder. Og det koster penge.

Kræftens Bekæmpelse holder landsindsamling søndag den 7. april, og i Ribe er lokalbestyrelsen i fuld gang med at forberede den indsamling.

Ribe-området er opdelt i 80 ruter, og indtil nu har bestyrelsen tilsagn fra mennesker, der vil samle ind på 31 ruter.

– Så vi vil meget gerne have flere indsamlere, og det er specielt i Ribe og Gredstedbro, der er behov for indsamlere, fortæller formanden Thomas Petersen.

Han fortæller videre, at man enten kan kontakte ham, hvis man vil gøre en indsats, men man kan også på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside melde sig til, og gør man det online, kan man selv bestemme, hvilken rute man vil gå på.

– Det er noget nyt, der prøves i år, og vi ved fra tidligere år, at mange – når de melder sig – beder om en bestemt rute, så det kan gå ud over dem, der har ”deres egen rute”, hvis ikke de er hurtige til at tilmelde sig.

Bestyrelsen har netop været samlet for at pakke de poser, som indsamlerne får med. Ud over at indeholde en ”raslebøsse” er der også brochurer i posen. Brochuren smides ind, hvor der ikke er nogen hjemme, og så er der mulighed for at betale via mobile pay eller bankoverførsel.

På indsamlingsdagen henter indsamlerne poserne i Sydjysk Sparekasse i Saltgade i Ribe, og det er også her, dagens resultat gøres op.

Thomas Petersen kan træffes på tlf. 24645811 eller mail: drummerboy@live.dk

Der føres lister og pakkes poser