Tekst og foto: Renè Jørgensen
1. oktober 2025.
Kortere vej til behandling: Nu kan patienter henvises direkte fra sygehuset til hudlægen
Win-win. Det kan man kalde den nye forsøgsordning, hvor Hudafdelingen på Odense Universitetshospital nu kan henvise patienter direkte til opfølgende kontrol og behandling hos praktiserende hudlæger. Dermed slipper patienterne for at skulle gøre stop hos deres egen læge, som i stedet får mere tid til andre opgaver.
Når patienter på Hudafdelingen på Odense Universitetshospital fra 15. oktober 2025 sendes videre til kontrolforløb eller yderligere behandling hos praktiserende hudlæger, skal patienterne ikke længere tilbage omkring deres praktiserende læge for at få en henvisning til det videre forløb.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har nemlig givet Region Syddanmark tilladelse til et toårigt forsøg, som skal undersøge, om patientforløbet kan forbedres ved at springe den praktiserende læge over og i stedet henvise patienten direkte fra sygehuset til den praktiserende hudlæge.
Til gavn for både patienter og almen praksis
Som patientens primære læge er det den praktiserende læge, som er tovholder på patientens forløb. Derfor er det efter sundhedsloven ikke muligt for en sygehusafdeling at henvise en patient direkte til en praktiserende speciallæge.
Men på Hudafdelingen på Odense Universitetshospital, hvor afdelingen selv vurderer, om patienten har behov for et efterfølgende forløb hos en praktiserende hudlæge, virker det unødvendigt for både patienter og almen praksis at skulle inddrage de praktiserende læger for at kunne sende patienter videre i deres behandling.
Derfor glæder det regionsrådsformand Bo Libergren (V), at ministeriet har godkendt regionsrådets ansøgning om en tidsbegrænset dispensation fra sundhedsloven, fortæller han:
– Det er vigtigt, at vi tør gå nye veje, når vi har muligheden for at gøre livet lettere for patienterne, samtidig med at vi afskaffer unødvendigt bureaukrati. Derfor er jeg så glad for, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har godkendt vores ansøgning, som blev til, efter Hudafdelingen henvendte sig med deres forslag til forbedringer. Forhåbentlig viser forsøget, at vi med få justeringer kan gøre forløbet mere smidigt for patienterne og frigive tid hos de praktiserende læger til andre opgaver.
Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde ser frem til at følge forsøget og se om ændringen kan føre til bedre forløb for patienterne og færre opgaver i almen praksis:
– Det er rigtig godt, at Region Syddanmark har taget det her initiativ. Det kan være hårdt og opslidende at leve med en hudsygdom, så det er en stor fordel for patienterne, at de nu kan henvises direkte til en praktiserende hudlæge, hvis Hudafdelingen på Odense Universitetshospital vurderer, at de har behov for det. Det sparer patienterne for både tid og kræfter, og det aflaster de praktiserende læger, når de ikke længere skal være mellemled.
Kan resultere i ansøgning om permanent løsning
Tilladelsen til at henvise patienter direkte fra Hudafdelingen til praktiserende hudlæger er tidsbegrænset til to år, og dispensationen gælder specifikt sundhedslovens § 64, stk. 1 for patienter behandlet på Hudafdeling I, OUH.
Det kan for eksempel være patienter, som har fået behandling for psoriasis eller har gået til kontrol efter hudkræft, som nu kan sendes direkte videre til opfølgning hos praktiserende hudlæger. Regionen skønner, at det drejer sig om 500-700 patienter om året.
Som en del af forsøget skal Region Syddanmark udarbejde en slutevaluering til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om udviklingen i længden på patientforløb og aktiviteten i almen praksis. Til det vil regionen blandt andet opgøre antallet af henvisninger og konsultationer, som er ”sparet” i almen praksis, og lave en tilfredshedsundersøgelse på både Hudafdelingen, hos de praktiserende hudlæger og i almen praksis.
På baggrund af forsøgets resultater vil regionsrådet vurdere, om man ønsker at ansøge Indenrigs- og Sundhedsministeriet om at gøre forsøget permanent. Det vil i så fald kræve en lovændring.