Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 9. juni 2026
På torsdag bliver der stor korsang i Domkirken, når kirkernes korskole præsenterer alle sine kor i alderen 7-25 år: børnekor, juniorkor, pigekor og ungdomskor.
Når børnenes og de unges kor suppleres med Ribe Kammerkor, kan alt lade sig gøre, og der venter som altid en stor oplevelse, når alle korene både hver for sig, men også i fællesskab fylder kirken med sang.
De mindste synger kendte sange som bl.a. ”Lyse nætter”, mens ungdomskoret byder på en af dansk sangs fineste kærlighedssange, Thomas Kingos kendte ”Chrysillis”.
Pigekoret slår sig sammen med ungdomskor og kammerkor i to udødelige klassikere: den franske ”Cantique de Jean Racine” og ”Morgensang af Elverskud”, der nærmest er indbegrebet af dansk musik og kultur. Alt sammen under ledelse af domkirkens kantor Jonas Hunt, og de mindstes korleder Benedikte Storm Aa. Desuden medvirker korassistent Diana Børgesen, sanglærer Anne Mette Balling, samt akkompagnatørerne Camilla Darling Bunk og Benjamin Friis Nielsen foruden domorganist Torben Krebs, der både spiller et indledningsværk og akkompagnerer to fællessange.
Koncerten starter klokken 19. Som altid er der gratis adgang og garanti for godt musikalsk samvær.








































































