Tekst Hasse Jørgensen, fotos Sydvestjyske Museer, mandag den 27. april
Det er en kendt sag, at nordens ældste by, Ribe, rummer utroligt mange og spændende historier. Historier, der bl.a. er dukket op og belyst som følge af arkæologernes arbejde i forbindelse med gaderenoveringer og lignende i den gamle by.
Et af de spændende projekter, der venter, er udgravningen af Sønderportsgade, hvor kommunen er i fuld gang med at renovere gaden. Det betyder bl.a. udskiftning samtlige rør og ledninger i gaden, så man ikke senere skal til at grave i gaden, fordi man undlod at skifte noget ud i første omgang. Desuden betyder det en ny belægning i form af brosten, der dels fører gaderne tilbage til deres oprindelige udseende og dels sikrer, at regnvand kan trænge ned i kulturlaget og holde det fugtigt.
Et af de spændende projekter, der er gennemført, var udgravningerne i Korsbrødregade, som man var klar over var et arkæologisk spændende område. Udgravningerne blev foretaget af arkæologer fra Sydvestjyske Museer i 2018 og 2019, og det gav rigtig mange spændende fund.
Spændende fund
På Sydvestjyske Museers hjemmeside, der findes på www.sydvestjyskemuseer.dk, beskriver arkæologerne i spændende artikler de forskellige fund.
Arkæologerne fandt således flere spændende fund, heriblandt en plankevej fra slut 1100-start 1200-tallet, brolægning fra første halvdel af 1200-tallet, senmiddelalderlige brokkefundamenter fra gråbrødreklosteret samt to bolværkkonstruktioner ned mod Skibbroen.
De arkæologiske undersøgelserne bestod af i alt tre etaper. Den første etape (SJM 799 I) blev indledt i efteråret 2018. Anden (SJM 799 II) og tredje etape (SJM 799 II) strakte sig fra april til september 2019.
Kort om Korsbrødregade
I artiklen står der bl.a.: Korsbrødregade er en af byens gamle gade og har sit navn efter byens Johannitterkloster (Korsbrødregård), som optog en stor del af gadens vestlige side. Det vides ikke, hvornår og af hvem, klostret er stiftet, men det nævnes første gang i 1311 (Nielsen 1985: 68-69). Gadens middelalderlige navn er ukendt, men ud fra skriftlige kilder, ses det, at gaden fandtes senest i 1395 (Ibid.: 68, 126-127, 172). Først i 1465 omtales stedet, hvor den nuværende bispegård ligger, som Korsbrødregård eller Korsgård. I 1987 fandtes bebyggelsesspor fra 1200-tallet, som kunne repræsentere Korsbrødregårds etablering på området. Efter middelalderen forsvinder en del af bebyggelsen i gaden, og først i 1800-tallet bebygges den nordlige del af gaden igen.
Det oprindelige landskab
Den middelalderlige bykerne har flere meter tykke, velbevarede kulturlag. Disse er primært opstået ved, at indbyggerne har fyldt jord og affald på for at hæve terrænet i takt med at nye vejbelægninger hævede gadeniveauerne. Korsbrødregade ligger oven på ca. 1-2,5 m tykke kulturlag.
Under kulturlagene, ligger det oprindelige landskab, der satte rammerne for middelalderbyen Ribe, da den for alvor begyndte at vokse i slutningen af 1000-tallet. For at belyse byens tidlige historie er det af stor vigtighed at få kendskab til det landskab, der udgjorde den naturmæssige forudsætning for, at der kunne opstå en by på stedet.
Du finder hele artiklen på Sydvestjyske Museers hjemmeside eller ved at klikke her.
Kilde: Sydvestjyske Museers hjemmeside.