Tekst & Foto: Johnny Tauman
13. oktober 2024
Bag det ene mål sad en kvinde ved siden af to krykker – og det ene ben placeret på en stol. Hun bar et Team Esbjerg tørklæde og så ud til at hygge sig gevaldigt. Da RYK IND RIBE tog kontakt til hende, lød det på klingende norsk: Hei du!
Det viste sig at være Henny Reistads veninde, Amalie Mogstad, der havde taget flyveren fra Oslo for at se Champions League kampen mellem Team Esbjerg og Vipers Kristiansand fra Norge.
– Jeg fik virkelig en spændende kamp at se, sagde Amalie efter kampen, som Team Esbjerg havde vundet med (30-29) efter en nervepirrende afslutning. – Ja, og så kvitterede Henny jo med at score ikke mindre end 12 mål, lød det med et smil.
To gange ødelagt korsbånd
Amalie Mogstad spiller for Flint Tørsberg Håndball, hvor hun er stregspiller, når ikke skader holder hende udenfor. – Det er anden gang, at jeg har fået ødelagt mit korsbånd i samme ben, forklarer Amalie, der blev opereret for tre uger siden.
På spørgsmålet, om hun fortsat har lyst til at spille håndbold hjemme i Norge i 1. division, hvor oprykningen glippede efter sidste sæson, siger den 25 årige kvinde: – Ja, absolut! Jeg elsker atmosfæren og sammenholdet – også i en periode, hvor jeg er ukampdygtig.
Gik i skole sammen
Har du mon nogensinde spillet sammen med Henny – i er jo begge 25 år. – Jeg har både gået i skole sammen med Henny og spillet noget regionshåndbold. I dag kan jeg kun glæde mig over, at hun er blevet hædret som verdensbedste!
Tak for snakken!