Tekst: Johnny Tauman Foto: Ove Detlevsen
2. februar 2019
En æra er forbi – de mange minder fra livet på Farup Skole kan ikke længere vækkes ved synet af den prægtige lokalskole, som nu forsvinder fra landsby billedet. Siden 2008 har der ikke været folkeskole i bygningerne, som sammen med forsamlingshuset i en menneskealder har knyttet borgerne tæt sammen.

RYK IND RIBE har i den forbindelse kontaktet Hanne Lise Künnapuu, som har været elev på Farup Skole, da den blev bygget.
Mange skoler
Der var mange skoler dengang! Se blot her: Hanne begyndte sin skolegang på Kærbøl Mark Skole, hvor hun var det første halve år. Herefter blev det et halv år på Farup gamle skole. Mens de nuværende skolebygninger blev etableret – i 2. og 3. klasse blev børnene fra Farup undervist i Hillerup Skole.
Farup fik flot skole
”Det var en flot skole, vi kom tilbage til med 20 drenge og 8 piger i min klasse”, fortæller Hanne Lise Künnapuu, der husker den ældre overlærer Morten Pedersen, som de havde frem til pensionen (”der gik vi i 7. klasse”).
Skolen fik en ny ung lærer: Henning Hansen.
Af andre lærere husker Hanne bla. gymnastik / håndarbejdslærer / husgerningslærer Sigrid Kjær og fysiklærer Jørgensen.
”Det er da lidt vedmodigt, at skolen nu forsvinder,” siger Hanne Lise Künnapuu, der stadig kan møde nogle få klassekammerater, der stadig bor i Farup – og slutter: ”I 2017 var det 50 år siden, vi gik ud af skolen. De fleste fortsatte i Gredstedbro Skole, mens fire fortsatte på Bispegades Skole.”

En ny æra begynder
Når skolebygningerne er jævnet med jorden, skal der laves parkeringsplads til det nye Kultur- og Aktivitetshus. Som Oves flotte droneoptagelser viser, så er det en flot bygning, som skal samle byens borgere.
An æra er forbi – men en ny begynder til glæde for sammenholdet i Farup.










































































