Tekst & Foto: Johnny Tauman
13. september 2024

RYK IND RIBE har anmodet Esbjerg Kommune om en status på Mølledammen og Dagmaråen. Kontorchefen for Natur & Vandmiljø, Søren Hjortsø Kristensen, skriver følgende: – Esbjerg Kommune har ikke jævnligt skåret grøde og foretaget oprensninger i Mølledammen.

En oprensning og grødeskæring i hele Mølledammen i Esbjerg Kommune er derfor en ændring, og det kræver en dispensation fra naturbeskyttelseslovens §3. En dispensation fordrer at EU’s Natura 2000 regler kan overholdes.
Kontorchefen gør opmærksom på, at Esbjerg Kommune har forsøgt at opnå dispensation, men sagerne er blevet påklaget. Klagenævnet har afgjort, at der ikke kan skæres grøde og foretages oprensninger på det foreliggende grundlag. Klagenævnet kræver en meget vidtgående videnskabelig dokumentation for at grødeslagning ikke kan påvirke udpegningsgrundlaget.

Perspektiver

Søren Hjortsø Kristensen siger: – Esbjerg Kommune har tidligere påpeget over for Miljøstyrelsen og vandråd, at faunatilstanden i Ribe Å kan forbedres, hvis der sker en forbedring af passagemulighederne ved sluserne i Mølledammen.

Det henvises til den seneste vandområdeplan – udsendt i 2023, hvor er på side 136 står følgende:
Kommunerne har med bistand fra vandrådene dertil også haft mulighed for at indberette såkaldt øvrige indsatser, som er foranstaltninger, som umiddelbart ligger ud over den givne økonomiske ramme for vandrådsarbejdet, og som er karakteriseret ved at have en række synergieffekter.
Tre af disse øvrige indsatser er medtaget i indsatsprogrammet.
Konkret drejer det sig om projekter:
passage ved Ribe Ydermølle, Ribe Frisluse og Ribe Midtmølle i Ribe Å, passage ved Knagemøllen i Kongeåen og passage ved Holløse Mølle i Susåen.
Det gælder for alle tre projekter, at de vil åbne faunapassage til et betydeligt omfang af opstrøms vandløbssystemer til gavn for miljøtilstanden bredt i systemet. Alle indsatser er af kommuner og vandråd vurderet at have betydelige positive synergieffekter i forhold til blandt andet biodiversitet og klimatilpasning.

Esbjerg Kommunes indsats

Kontorchefen fortæller videre: – Esbjerg Kommune forventer derfor til næste år at opstarte et projekt i samarbejde med Miljøstyrelsen, der skal undersøge mulighederne for bedre faunapassage.

Her vil der skulle en del undersøgelser til, som muligvis også kan give ny viden i forhold til dispensationsmulighederne for grødeskæring i hele Mølledammen.

Bolværker kan beskæres

RYK IND RIBE har fremsendt foto af gevækster i bolværk mm. Hertil siger kontorchef Søren Hjortsø Kristensen: – Vokser der eksempelvis deciderede piletræer op i selve dammen, vil man stadig kunne fælde dem, da de ellers kan ryge i sluserne og skade sluserne. Tilsvarende kan man godt fjerne gevækster i bolværket.

Link til sagsbehandling

Klima- og Miljøudvalget behandlede på sit møde 27. oktober 2023 punktet: Klagenævnsafgørelse om Ribe Mølledam. Link: Afgørelse

RYK IND RIBE vil fortsat følge udviklingen – i Mølledammen og Dagmaråen! Tak til Søren Hjortsø Kristensen for statusredegørelsen.