Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 27. november
ARJ Kontorforsyning – måske bedre kendt under navnet Kontorcentret i Ribe – skifter indenfor det næste halve års tid adresse.
Anders Rohr Jørgensen, der driver forretningen, flytter fra den nuværende adresse på hjørnet af hovedvej 11 og Industrivej omkring 100 meter længere hen ad Industrivej i den bygning, der tidligere rummede Nissan Biler, men som i dag er købt af Garant Ribe.
Samtidig med denne flytning flytter fotograf René Jørgensen også sit atelier fra kontorcentrets nuværende lokaler til den nye adresse, hvor René Jørgensen lejer sig ind hos sønnen, Anders Rohr Jørgensen. Også Ribe Mediehus, der ejes af Henrik E. Hansen, og som i dag har lokalefællesskab med kontorforsyningen, flytter med.
Hvad de lokaler, der i dag rummer kontorforsyningen, skal bruges til fremover, vides endnu ikke. Det er Chr. Hansen, der ejer og driver Bilsynribe.dk, der ejer lokalerne, og han fortæller, at de skal lejes ud igen.
Firmaet er vokset ud af lokalerne
Anders Rohr Jørgensen startede kontorforsyningen i 2013, og virksomheden er ganske enkelt vokset ud af de nuværende lokaler.
– Vi har alt for lidt plads både i butikken, med hensyn til lagerplads og til administration. I de nye lokaler får jeg omkring 200 flere kvadratmeter end i dag. Vi mangler et sted, hvor vi kan modtage varer, og vi mangler et sted, hvor vi kan læsse vores egen bil med varer, når vi skal ud til kunderne, fortæller Anders Rohr Jørgensen, der fortsætter:
– Vores varesortiment er blevet stadig større og større, og jeg vil meget gerne kunne have de varer hjemme, som jeg ved kunderne bruger. I dag har vi ikke lagerkapaciteten og skal ofte bestille varerne, når kunderne vil have dem. Det giver ekstra leveringstid, så med flere kvadratmeter får vi mere plads og kan dermed yde en bedre service.
Anders Rohr Jørgensen kender endnu ikke den præcise dato for flytningen, men det bliver senest den 1. juni.
Ribe Mediehus
Ribe Mediehus har sit basisprodukt i hjemmesider, men firmaer leverer også mange andre produkter inden for området.
– Vores basis er hjemmesider til de erhvervsdrivende, der gerne vil have en hjemmeside lavet af en lokal, men vi arbejder også med mange andre ting som f.eks. webshop, fortæller indehaveren Henrik E. Hansen.
Fotograf flytter med
René Jørgensen har gennem flere år drevet fotoforretning fra et mindre atelier i sønnens forretning. Rene får også væsentligt bedre pladsforhold i de nye lokaler.
Den dygtige fotograf laver en lang række forskellige fotoopgaver for en lige så lang række forskellige kunder. Det er lige fra forskellige former for industrifotografering til fremstilling af plastik identitetskort med foto af indehaveren.