Tekst og foto: Hans Jørgensen, fredag 18. maj
Der er langt fra politisk enighed i byrådet om, hvordan trafikken i den indre by i Ribe fremover skal forløbe.
Det konservative byrådsmedlem May-Britt Andrea Andersen holder fast i sit oprindelige synspunkt om at holde byen åben for trafik.
Som en kommentar til oplysningerne fra formanden for teknik- og byggeudvalget Søren Heide Lambertsen (S) om, at ”det går i retning af pullerter” i den indre by, siger May-Britt Andrea Andersen:
– Udvalgsformanden må på det nærmeste have fået solstik her i sommervarmen. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan man kan negligere 2000 underskrifter og ønske at trække en afspærring af Ribe midtby ned over hovedet på borgerne på den måde.
– Jeg har fra start tydeligt tilkendegivet, at Det Konservative Folkeparti ikke er tilhængere af en afspærring af Ribe bykerne, som det er anført i trafikanalysen for Ribe. Faktisk har vi som det eneste politiske parti fra starten markeret vores ståsted. Og jeg kan garantere for, at det ikke bliver med konservative stemmer, at det bliver gennemført, understreger May-Britt Andrea Andersen, der fortsætter:
– Det er selvfølgelig nødvendigt, vi får begrænset kørslen gennem midtbyen, men lad os nu se, om ikke den nye elektroniske p-henvisning næste år ikke gør sin virkning.
– Jeg har også flere gange påpeget overfor udvalgsformanden, at det vil være en god idé af sikkerhedsmæssige årsager at gøre kørselsvejen på domkirkepladsen mere tydelig, da både bilister og gående bliver forvirrede over, hvor man må køre henne. Derfor har jeg foreslået, at man f.eks. kunne plante flere træer mellem de, der i forvejen står på pladsen og evt. sætte store kummer op med grøn beplantning på modsat side, sådan at der rent faktisk befinder sig et vejforløb, så der bliver mere sikkert at færdes på pladsen. Det har åbenbart ikke vundet gehør.
Under alle omstændigheder opfordrer jeg teknik- og byggeudvalget til at afvente resultatet af den elektroniske p-henvisning, inden man farer til så drastiske tiltag, som pullerter vil være, siger May-Britt Andrea Andersen.










































































