Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 25. juli 2025

Ribe Dyrskue er både udstilling af dyr og maskiner, men det er også mødestedet for informationer om landbruget og meningsudvekslinger.

Det sidste sørger blandt andet Konservative Folkeparti for, idet partiet har arrangeret to debatarrangementer i løbet af skuet.

Det første holdes klokken 11 i formiddag med temaet: hvordan forbedrer vi forholdene for foreningslivet og de frivillige. Her er ordstyrer journalist Bjarne Bentsen fra JydskeVestkysten, mens panelet består af Mikkel Ammitzbøll, SF, og May-Britt Andrea Andersen (C) samt  Niels Rosendahl, Esbjerg Idrætsråd, Frederik Højberg Nielsen, Esbjerg Jægerråd og Niels Bojsen Kjær, Ribe Gymnastikforening.

Det andet møde holdes klokken 14 med journalist Hasse Jørgensen, Ryk Ind Ribe, som ordstyrer for temaet: klima og miljø i 2025. Her består panelet af  byrådsmedlem Jørgen Ahlquist (S) og byrådsmedlem Dino Selimovic (C) samt bestyrelsesmedlem i Jysk Landbrug, Claus Nissen, næstformand i Danmarks Naturfredningsforening i Esbjerg Peter Emil Jensen samt formand for Ribe Biogas og medlem af bestyrelsen i Biogas Danmark Aage Lauritzen.

– Det vi gerne vil er at lave en stille og rolig meningsudveksling om de forskellige emner, hvor alle kommer med deres argumenter og lytter til de andre a la det tidligere Højlunds Forsamlingshus, fortæller byrådsmedlem og gruppeformand May-Britt Andrea Andersen.