Redigering Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, onsdag den 10. november, 2021

Vi fortsætter serien om de politiske partier. Det Konservative Folkeparti går til kommunalvalget med fem hovedpunkter i valgprogrammet. De er her.

Vækst giver råd til bedre velfærd

Det er erhvervslivet og det private initiativ, der betaler for vores velfærd.

Hvis vi ønsker øget velstand, bedre service i velfærden og adgang til de nyeste fremskridt, så kræver det, at vi giver virksomhederne mulighed for at vokse og generere flere arbejdspladser. Flere penge kommer fra mere vækst – og vi ønsker at skabe vækst og velstand til gavn for os alle. Det kræver selvsagt, at vi har nogle sunde virksomheder, der har mulighed for at udvikle sig. Hvor meget de så udvikler sig, afhænger meget af de betingelser, vi giver dem.

Ældre skal have større valgfrihed og tid til omsorg

Når man har bidraget til vores samfund gennem hele sit liv, skal man ikke bekymre sig om, hvor ofte man kan få gjort rent, om man kan komme i bad, eller om man fortsat kan blive boende der, hvor man er tryg og føler sig hjemme. Hvis man ikke længere kan blive i eget hjem, så har vi en stor forpligtelse til at sikre, at vores ældre medborgere får en værdig, tryg og ordentlig alderdom. At skabe tryghed og kontinuitet omkring vores ældre medborgere kræver bl.a., at vi får nedbragt sygefraværet hos omsorgsmedarbejderne.

Fokus på legepladser og kultur skaber levende lokalsamfund og bykerner

Familien er kernen i samfundet. Vi har et brændende ønske om at gøre det mere attraktivt for familier at bosætte sig og leve i Esbjerg Kommune. Vi bør arbejde for at få mere liv ind i både lokalsamfundene og i bykernerne via kultur, kunst og grønne områder med gode muligheder for at skabe aktivitet. Fremtidens kommune bør satse langt mere på at skabe bedre muligheder for børnefamilierne, så det bliver attraktivt at leve og bosætte sig i Esbjerg Kommune.

En stærkere økonomi ruster kommunen til fremtiden

Vi skal have fokus på at styrke Esbjerg Kommunes økonomi. Efter en lang række år, hvor kommunens kassebeholdning er blevet mindre og mindre, er der behov for, at vi får strammet op omkring økonomien. Der skal nemlig også være råd til at sikre de strategiske satsninger og den borgernære velfærd, der gavner borgerne i fremtiden.

Nærhed og borgerinddragelse

Vi skal sikre lokalt engagement ved at inddrage borgerne i vigtige beslutninger, som vedrører det lokalområde, de bor i. Vi ved at den lokale skole, dagplejen osv. er altafgørende for de små samfunds overlevelse, og det er afgørende for, om det i et lille samfund lykkes at få nye borgere til at bosætte sig. Vi vil sikre, at der er kommunale arbejdspladser fordelt lokalt, fordi det har så stor betydning, at hjælpen er tæt på, når du har brug for den.

Om May-Britt Andrea Andersen: Jeg er 39 år gammel, jeg har to børn på ca. 1,5 år og ca. 3 år og er gift med Mark. Jeg er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og har efteruddannelse indenfor det socialpædagogiske område. Jeg har været ansat både i private og et kommunalt tilbud. I dag har jeg egen virksomhed med boligudlejning, som jeg har overtaget fra min far. Som menneske er jeg ambitiøs, ihærdig, omsorgsfuld, loyal og har “mandsmod”. Som politiker arbejder jeg for, at få mest mulig politisk indflydelse og jeg samarbejder gerne bredt og med dem som gerne vil samarbejde med mig. Jeg tager gerne den svære debat som indimellem også kan være øretævernes holdeplads og jeg arbejder generelt for en større gennemsigtighed og borgerinddragelse i de kommunale processer.