Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 21. december

I disse corona-tider kan det være svært af få demokratiet til at fungere, når der skal laves høringsfrister og holdes borgermøde.

Det afspejlede sig tydeligt på byrådsmødet mandag eftermiddag, der blev holdt som et virtuelt møde, hvor byrådsmedlemmerne var med elektronisk fra deres hjem, mens borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) sammen med et par embedsmænd styrede slagets gang fra byrådssalen.

Og det, der egentligt var en diskussion om en konkret høringsproces omkring en bestemt ejendom i Torvegade i Esbjerg, blev også til en principiel diskussion om, hvordan høringsprocesser og borgermøder skal afvikles, når borgere, politikere og embedsmænd ikke fysisk kan mødes.

Baggrunden for debatten var, at et borgermøde om den nævnte ejendom efter fleres mening var indkaldt med alt for kort varsel og i utilstrækkeligt omfang, idet mødet kun var indkaldt på kommunens hjemmeside og kommunens facebook-side. Desuden var der kritik af, at det var for svært at komme på borgermødet, og at lyden i flere tilfælde var for dårlig.

Nyt borgermøde i januar

I det aktuelle tilfælde blev afgørelsen, at der holdes et nyt borgermøde i januar, og at høringsfristen udskydes i 14 dage for at give plads til det nye møde.

Rød blok stillede forslag om udsættelse af høringsfristen i fire uger, mens blå blok foreslog to uger for at sidestille sagen med en sag om nye vindmøller ved Tjæreborg.

Resultatet af afstemningen blev, at de 14 medlemmer i Rød blok stemte for eget forslag, mens de 17 fra blå blok gik i mod. Derefter stemte alle 31 for blå bloks forslag. Som det blev sagt i debatten, var det vigtigste at få et nyt borgermøde, der bliver annonceret bredt, og dermed få en ordentlig demokratisk proces.

Debatten

Hans Erik Møller (S) motiverede rød bloks forslag og mente, at alt for få – selv byrådsmedlemmer – blev klare over, at mødt blev holdt, og som udvalgsmedlem blev han først orienteret, da udvalgsformanden skrev rundt. Han mente desuden, at for mange havde så meget besvær med at lokke ind på mødet, at de opgav.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) slog fast, at alle er interesseret i, at alle kommer til orde: – Det er vigtigt at få afviklet borgermødet på en ordentlig måde, og det kan annonceres bedre end sidst.

Sahra Nørris (Ø): – Jeg stemmer naturligvis for det forslag, jeg selv har været med til at stille, men jeg kan leve med de 14 dages udsættelse.

Henrik Vallø (Borgerlisten): – Det vigtigste er at få mødet annonceret i alle medier og i rette tid.

Karen Sandrini (S) opfordrede til, at der laves faste retningslinjer for annoncering af borgermøder: – Det er på grund af besparelser besluttet ikke at annoncere borgermøder i medierne, men i disse corona-tider må vi ændre det.

Preben Rudiengaard (V) pegede på, at han som almindelig borger er stærkt modstander af Facebook, og han sidder ikke og piller i kommunens hjemmeside som det mest spændende læsning:- Vi bliver nødt til at forlænge høringsfristen i respekt for borgerne.

Jacob Lose (V) opfordrede til, at der laves en udførlig vejledning i, hvordan borgerne kommer med til et virtuelt borgermøde, for uanset hvilket system, der bruges, er der nogle, der skal downloade ny software.

Og derefter blev der stemt med det nævnte resultat til følge.