Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, mandag den 9. juni 2025
– Det er fantastisk, og det er en fantastisk kulisse. Ribe er jo pyntet til dans eller løb.
Sådan sagde Hans Majestæt Kong Frederik X umiddelbart efter han var kommet i land på Skibbroen fra den vikingebåd, der med vikinger som roere bragte ham ind til Ribe fra roklubbens hus. Og bemærkningen om, at byen er pyntet til dans, var givet affødt af kongens udsigt til Hovedengen med tivoli i anledning af Tulipanfesten.
Kongen blev modtaget af borgmester Jesper Frost Rasmussen, der lige som kongen var i løbeudstyr, og begge løb de ruten på One Mile gennem Ribes gamle gader og forbi Slotsbanken og med mål i Dagmarsgade.
Med ved modtagelsen var også Maria Knudsen, Museum Vest, som sammen med borgmesteren og vægtere ledsagede kongen fra Skibbroen til Ribe domkirke, hvorfra det kongelige løb blev sat i gang.
Under vejs fik kongen vist nogle aktiviteter fra vikingetiden, bl.a. det at slå mønt, ligesom han fik fortalte om heksene i Danmark og ikke mindst i Ribe, hvor Maren Spliid som bekendt blev brændt på bålet. Der blev også tid til at se vikinger slås med sværd og skjolde.
Dejlig transport
Kongen udtrykte glæde over at besøge en by, hvor han, med egne ord, ikke kommer så tit.
– Deres majestæt, hvordan var det at blive transporteret i et af fortidens transportmidler?
– Det var dejligt med de dygtige roere, der sad ved årerne. En af dem har ovenikøbet selv bygget båden, lød det kongelige svar med et stort smil.
Det er syvende gang, at Royal Run bliver afviklet i Danmark, og kongen bedyrede, at han glæder sig til at skulle deltage i Royal Run hver eneste gang.
Kongen var i strålende humør og besvarede med et stort smil de spørgsmål, han blev stillet.
Fantastisk stemning
I Ribe var stemningen over alt i byen fantastisk høj, og det gode humør gennemsyrede hele byen.
De fleste, nemlig 5000, gennemførte strækningen på fem kilometer, mens strækningerne på one mile og 10 kilometer ligeligt delte om de resterende løbere, nemlig 2500 på hver strækning.
Royal Run blev oprettet af kongen i anledning af hans 50 års fødselsdag, og formålet var at få flere ud at motionere. Derfor er Esbjerg Kommune også i gang med at ansætte en motionskoordinator.
Om det er ønsket om at få mere motion, eller om det var den kongelige deltagelse, der var årsagen, skal være usagt. Men en kendsgerning er, at af 10.000 deltagere i Ribe, havde 35,14 procent aldrig tidligere deltaget i et motionsløb. 33,22 procent havde tidligere deltaget i Royal Run, mens 25,64 procent tidligere havde deltaget ikke i Royal Run men i andre motionsløb. 4,18 procent af de tilmeldte har ikke besvaret spørgsmålet, mens 1,82 procent svarede, at de har deltaget i Royal Run alle årene.
Aldersrepræsentant
Med i løbet var både de helt små, de unge, de voksne og de mere modne og så løbets ældste deltager, Gerda Conradsen fra Oksbøl, der med sine 101 år var absolut alderspræsident.
Sammen med to andre fra det plejecenter, hvor Gerda Conradsen bor, samt tre hjælpere, fra plejecentret, blev de tre ældre beboere trillet i kørestole gennem one mile.
Det var første gang Gerda var med i et sådant arrangement, og som hun sagde efter turen: – Skulle det være, skulle det jo nok være nu.
Humøret fejlede bestemt intet.
Umuligt at skønne
Hvor mange tilskuere, der har overværet løbet, er det meget svært at gisne om.
Ved Skibbroen og på Hovedengen var der adskillige tusinder mennesker, og det samme var tilfældet på domkirkepladsen, hvor både løbsdeltagere og publikum flokkedes.
Som en erfaren politimand sagde til undertegnede, da jeg bad ham anslå, hvor mange, der stod på domkirkepladsen: – Det spørger du da ikke om. Det er umuligt at sige. De flytter sig hele tiden, og nye kommer til.
Arrangørerne havde inden festen anslået, at der ville komme op mod 15.000 tilskuere, og der er ingen grund til at betvivle det tal.