Tekst & Foto: Johnny Tauman
9. januar 2023

Humøret var som vanligt højt, da RYK IND RIBE mandag besøgte halinspektør Erik Knudsen for at snakke om de udfordringer Kongeåhallen i Gredstedbro har med høje energipriser. Der er tale om øgede omkostninger, der desværre ikke for hallens vedkommende kompenseres for hver kommunalt eller regeringsmæssigt pt.
Eriks gode humør skyldes ikke mindst, at der mandag er mange kunder i cafeteriet i forbindelse med to HØJSKOLE foredrag – noget som bevirkede, at Erik måtte tidligt op og hente kød til karbonader i Kvickly allerede kl 07:30.
Men mere herom en anden god gang.

Kriseberedskab

– Bestyrelsen og dermed Kongeåhallen er gået i kriseberedskab for at begrænse udgiften til især opvarmning, fortæller halinspektøren og fortsætter: – Vi har udsigt til (store) underskud på 2022 regnskaberne, hvor egenkapitalen allerede er opbrugt grundet de voldsomt øgede energiudgifter.
Kongeåhallen har GASFYR, men heldigvis også jordvarme.

– Vi har skruet ned for varmen i hallen og lukket helt ned for rum vi ikke bruger samt samlet badefaciliteterne, forklarer Erik Knudsen, der er glad for, at det er blevet positivt modtaget af de lokale klubber og foreninger, som vi har et godt samarbejde med.

Må svede lidt senere

Folk, der dyrker sport i hallen, skal jo svede alligevel, så de må bare give den en ekstra skalle og begynde at svede lidt senere, kommer det med et smil fra halsinspektøren. – Vi tager et par måneder ad gangen, og så må vi jo se. Vi sparer alt det, vi kan.

Kongehallen har siden indvielsen 30. august 1975 været et vigtigt samlingspunkt for lokalområdet – og det skal det gerne blive ved med at være.

Bestyrelsen arbejder for solfangere

Kongeåhallens bestyrelse arbejder målrettet på investeringer, der kan tage toppe af energiudgifterne. Det er målet af få solfangere på hallen tag. Det vil kunne supplere produktion af varmt vand.
– Kongeåhallen har derfor igangsat et solfangerprojekt til over en kvart million, hvor man indtil videre har fået tilsagn om tilskud fra Norlys og Andelskassefonden, der tilsammen dækker 40 % af den samlede entreprise, fortæller Erik Knudsen. Han siger videre: – Resten af beløbet dækkes af lokale kræfter og selvfinansiering.

Gode vaner må godt fortsætte

Afslutningsvis lyder beskeden: Nogle af de tiltag og de gode vaner, som er blevet implementeret, kan sagtens leve videre fremover, selvom Kongeåhallen overgår til en billigere forsyning.