Tekst og foto: Hasse Jørgensen, onsdag den 20. juni
Kongeåhallen i Gredstedbro får ny leder.
Bestyrelsen har netop ansat Erik Knudsen, Jasminparken, Ribe, som ny halinspektør fra den 1. juli. Erik Knudsen afløser Peter Lyngesen, der har været halinspektør i to år.
Næstformand i bestyrelsen, Henrik Elbæk Sørensen, fortæller, at der var fem ansøgere til stillingen.
– Det er altid spændende, når man går ind til noget nyt, men det virker rigtig godt med ansættelsen af Erik Knudsen. Han er en stabil mand, der har været 33 år på sin sidste arbejdsplads, Ribe Jernindustri. Han virker som en meget kompetent og ærlig mand, siger Henrik Elbæk Sørensen.
Erik Knudsen har i årenes løb udført et meget stort arbejde i Ribe Bold Klub og er således bestemt ikke ukendt med hverken sport eller arbejdet med unge mennesker.
Han glæder sig meget til at komme i gang med det nye job.
Om årsagen til, at han har søgt det, siger han:
– Der skal ske noget nyt.
– Jeg har tidligere søgt og fået en stilling som halbestyrer på Fyn, men min kone sagde nej til at flytte.
– Så nu flytter i ikke?
– Nej, lyder det med et grin: – Vi bliver boende.
Erik Knudsen har været ansat 33 og et halvt år på Ribe Jernindustri og kun med tre sygedage, som han fortæller.
– Jeg blev fyret i forbindelse med nedskæringer, så det passer fint.
– Nu starter jeg stille og roligt, og fra 1. august skal der være fuld tryk på.
– Hvad er dine forudsætninger?
– Jeg er fodbolddommer, jeg har været med til at arrangere festlighederne i Bostons gård under Tulipanfesten i 15-16 år, jeg har bestyret cafeteriet i Ribe Bold Klub for mange år siden, jeg har været med til at arrangere mange stævner, jeg har et godt netværk indenfor halbestyrer, og jeg kan prikke til idrætsorganisationerne, så vi kan få flere stævner til Gredstedbro.
– Bestyrelsen betegner dig som en ærlig mand?
– Jeg lægger stor vægt på ærlighed, siger Erik Knudsen.










































































