Tekst & Foto Johnny Tauman
4. juni 2019
Eleverne fra Kongeådalens Efterskole sluttede deres kanotur ved Gredstedbro tirsdag formiddag – efter en fantastisk god oplevelse fra Foldingbro. RYK IND RIBE fangede en af lærerne, da eleverne var ved at trække kanoer og kajak på land. ”Det har været en super oplevelse at sejle på Kongeåen, hvor vi overnattede på shelterspladsen nær Villebøl”, fortalte han med begejstring i stemmen.
![](https://rykindribe.dk/wp-content/uploads/2019/06/JT-05-044-Sikkert-i-land.jpg)
I dag handlede det om at komme tørskoet i land
Badede i Kongåen mandag aften
På spørgsmålet, om nogle var væltet rundt og faldet i vandet undervejs, fortalte han følgende: ”Mange har været i vandet – men det var nu helt frivilligt, og som lærer blev jeg på land og holdt opsyn”. Og her ikke noget om, at det måske skyldtes vandets temperatur 🙂
![](https://rykindribe.dk/wp-content/uploads/2019/06/JT-05-046-Kajakroer.jpg)
Kajakroeren måtte pænt vente
Gode overnatningsmuligheder
På shelterpladsen er to shelters i en lille lund og bålplads tæt på åen med bord og bænke. Der er et primitivt toilet, men 700 meter væk finder man både toilet, vand og digital informationsskærm med gratis wi-fi. Der er også en lille campingplads med en kiosk, der sælger brød, snacks og så videre.
![](https://rykindribe.dk/wp-content/uploads/2019/06/JT-05-045-Smuk-å.jpg)
Kongeåen er smuk – og fremkommelig
Mulighed for 50 km lang sejltur
En kanotur på Kongeåen er en helt speciel oplevelse. Når du lydløst glider gennem vandet, oplever du naturen i et helt nyt perspektiv. Fiskene svømmer fredeligt under dine fødder, og ænderne fortsætter uforstyrret jagten på andemad. Og så er stemmeværkerne fjernet, så de mange løft af kanoer og kajakker er ikke længere et tema.
Tager man hele turen fra Andst Bro til Kongeåslusen ved Vadehavet, så er det en tur på omkring 50 km.