Tekst og foto: René Jørgensen. Copyright
21. juli 2019.

Regn ingen hindring.

Det gode humør kan man ikke tage fra de Ribe-borgere, der var mødt frem på Hovedengen lørdag eftermiddag kl. 15.00 til dagens arrangement Open-Air med Poul Krebs med flere.

Udfordringer med vejret

Musikken på engen blev dog præget af regnen, og paraplyerne måtte frem.
Flemming Petersen der er medarrangør af Danmark dejligst, der i næste weekend har spillested i Frifelt med gratis koncert, havde taget turen til Ribe for at opleve stemningen.
Om nogen kender problemer med vejret, er det Danmark dejligst.
Sidste år i Brøns druknede koncerten – faktisk den eneste dag i hele sommeren, hvor det regnede.

Sympati gav ekstra kaffesalg

Men Ribe –folkene er friske. Det fik Morten Kjældgaard fra den lille blå kaffeknallert også at mærke.
Der var en kæmpe opbakning til ”den blå” og mange koncertdeltagere var henne og købe kaffe for dermed også at vise deres sympati.
– Er du fredet her, ville en gæst vide?

Een anden var morsom og råbte: – er du 200 meter væk, og sådan kom der mange kommentar i samme dur.

En kunde spurgte: – tager du dankort?

– Vi tager alt undtagen tomme flasker, kom der i en hurtig replik fra Morten, og så må man sige, at festen var i gang. Nu glæder vi os bare alle til, at denne latterlige historie får en lykkelig udgang, og den lille blå kan futte rundt i bybilledet.

Bevensee med gode tekster

Den lokale musiker Flemming Bevensee spillede 8 – 9 egne sange. Med på scenen var guitaristen Goran Alikalfic.

En af teksterne var inspireret fra tiden i Lemvig, hvor Flemming som ung mand skulle ind og høre Peter Belli.
Det kom han, dog var der formaninger fra faren forinden.

Flemming Bevensee kan bl.a. høres på Spotify og skal nok vinde genklang hos lytterne, for teksterne er gode.
De er autentiske! De fleste vil også kunne finde noget i deres liv, som Flemming Bevensee rammer med sine gode danske tekster.

Gæsterne sang med Krebs

Kl. 16.30 kom Poul Krebs på scenen sammen med bl.a. Rikke Thomsen, Mikkel Bøgild og Signe Svendsen.

– Mon vejret holder? spurgte Poul Krebs ud til publikum.
Det gjorde det så ikke, men det forhindrede ikke flere gæster i at trække helt op til scenen for at kunne synge med og få et mobilfoto af de dygtige musikere på scenen.

Poul Krebs med vennerne startede med sangen ”Under isen”
_ Hvis jeg ville kunne jeg stække dine vinger, men det er jo fuglen i dig jeg vil ha, sang Poul Krebs godt hjulpet af Rikke Thomsen. Blandt gæsterne var det en kendt sang, som der blev sunget med på.

Signe Svendsen: Jeg vil fortælle en historie.

Det blev også fremført en rørende sang om Signe Svendsens farmor, fru Svendsen som hun blev kaldt på Bornholm.
Sangen fandt sin inspiration i farmorens død for et par år siden.
Ved bodelingen af farmorens ting kom man til undertøjet, som tanterne mente, måtte tilfalde Signe – i den lige linje.
Skufferne i kommoden blev åbnet, og under de første lag undertøj fandt Signe en taske med fotografier, et brev og en lille pose, som indeholdt en ring.
Farmoren havde fået ringen af en ung soldat.
Kærligheden blev dog afbrudt, da soldaten havde fundet en anden en kvinde, der bedre passede ind i soldatens liv.
– Men sig mig, ved hun, jeg har din ring, lyder det i brevet. Det har fået Signe Svendsen til at skrive sangen ” Det forlyder” – en rørende sang fra det virkelig liv.
Signe Svendsen kom meget som barn på Bornholm hos farmoren, fru Svendsen, og fra scenen fortalte hun om dagene på Bornholm, hvor hun sad i køkkenet og spiste Cornflakes til morgenmad i en blå tåge af røg fra farmorens cerutter.

Kl. 20.30 var Poul Krebs igen på scenen med velkendte numre, som publikum kunne synge med på.

Hvem sku ha`troij, sang Rikke Thomsen fra scenen, godt hjulpet af Poul Krebs og band. Teksten på sønderjysk handlede om, at det var nemmere at få et par ”flade” end at snakke om følelser.

En oplevelse at høre Rikke Thomsen, selv om hun lige måtte oversætte noget af teksten for mig, da hun forlod scenen under stort bifald.

Kl. 22.00 sluttede koncerten, som i aften blev gennemført næsten i tørvejr. Poul Krebs og band forstod at underholde – og vi må håbe, at næste sommer igen byder på koncert på engen.

En god dag med musikalske oplevelser, mødet med gamle venner og alle de hyggelige snakke, pladsen summede af.

Ros til Claus Pedersen for et godt arrangement.