Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 17. august 2022
Trompet og orgel går i spænd, når der i aften, onsdag den 17. august klokken 19.30 er koncert i Sct. Catharinæ Kirke.
Det er Thor-Erik Gilbert Langseth, der spillere trompet, og Benjamin Friis Nielsen, sidder ved orglet.
Thor-Erik Gilbert Langseth har ved mange lejligheder gjort gudstjenesterne i Sct. Catharinæ Kirke festlige med sit trompetspil – ikke mindst ved talrige juleaftner, hvor han gerne har flere forskellige trompeter med. Der er bl.a. den almindelige trompet, som vi alle kender den, men så er der også flygelhornet, som har en noget mørkere, blødere og rund klang. I den anden ende af registeret er der så piccolo-trompeten, som virkelig kan sætte kronen på værket, når det skal være festligt, med sin lyse og gennemtrængende klang.
Benjamin Friis Nielsen har siden 2010 været Sct. Catharinæ Kirkes faste organist og har stået for organiseringen af rensningen og restaureringen af det velklingende orgel. Nu er orglet så at sige rykket en liga op, og med det nye elektriske kombinationssystem, er der åbnet op for et helt nyt repertoire, som kan klinge i kirken.
Musikken vil være fransk – både romantisk, men også af lidt nyere dato.
– Men bare rolig, den er hele tiden melodiøs, og man skal ikke være musiker for at kunne lytte og forstå den, forsikrer Benjamin Friis Nielsen.
Efter koncerten er menighedsrådet vært ved et glas vin, hvor alle er velkomne.

Benjamin Friis Nielsen