Tekst & Foto Johnny Tauman
2. oktober 2019

Da projektleder Mike Boesen påbegyndte arbejdet med udvidelsen af rute 11, så var det uden at kende alle de udfordringer som er kommet til siden – og det er rigtig mange.

Forsinkelse på tre år

Men humøret er altid højt hos den erfarne embedsmand i Vejdirektoratet – og også, da han måtte meddele RYK IND RIBE, at projektet først bliver færdig i 2023 – tre år senere end først planlagt.

Ministerbesked: En udskydelse af broen

Transportminister Benny Engelbrecht har meddelt Vejdirektoratet, at udvidelsen af rute 11 skal ske med et anderledes koncept /tempo for at få et mere gennemskueligt budget. Det betyder, at vejudvidelsen gennem Ribe Plantage først skal udføres – og at udskiftningen af den gamle ringvejsbro med en bevægelig bro sættes i gang, når det endelige økonomiske beløb for vejen kendes. Spørgsmålet er, om der er penge nok til at sætte en licitation i gang for en bevægelig bro – fx en klapbro – eller om der skal yderligere økonomi hertil.
Ministeren slår fast, at der er tale om en udskydelse af projektet – IKKE en aflysning.

Fra tidligere planlægningsmøde ses konsulent Claus Prien Tobiasen (tv) og  projektleder Mike Boesen fra Vejdirektoratet

Stram økonomi fra starten

Mike Boesen oplyser, at Vejdirektoratet har fremsendt et notat til trafikministeriet for at få flere penge til bygning af den bevægelige bro end de 40 millioner, som ingen af de prækvalificerede firmaer vil byde på. ”Økonomien var fra starten meget stram til hele udvidelsen af rute 11 inklusiv broen,” siger Mike Boesen, der pt ikke kan sige, om selve vejudvidelsen kan holdes inden for det budgetterede – men at der altid er afsat ekstra midler i en reservebuffer.

Et overblik

Udvidelsen af rute 11 er støt på mange forskelligartede opgaver – nogle har holdt tidsplanen, andre er blevet udskudt. RYK IND RIBE har forholdt projektleder Mike Boesen de forskellige elementer – og forsøgt at få dem belyst / afklaret / parkeret.

Tilkørslen til de to midlertidige militærbroer er klar til at modtage trafikken – men nu bliver det først i 2021/22

Bliver militærbroerne liggende?

Interimsvejene med to midlertidige militærbroer blev leveret helt efter tidsplanen – og blev behørigt fejret med et åbent hus arrangement. Nu hvor udskiftningen af ringvejsbroen er blevet udsat – betyder det så, at ingeniørregimentet fra Skive vil komme til Ribe og demontere broerne, som så kan bruges til andre opgaver? Mike Boesen siger hertil: ”Vi har endnu ikke talt med Skive Kaserne – men det kan da være en mulighed, fremfor at broerne henligger uden afbenyttelse”. Det bliver jo tidligst i 2021/ 22, at trafikken skal omlægges i forbindelse med nedbrydning af den nuværende bro og opbygning af en ny bevægelig bro.

Ekspropriationen er udskudt til uge 8 – og der afventes afgørelse på klagesagen omkring diget bag Skovgrillen

Udfordringerne i skoven

Og så tilbage til arbejdet med selve udvidelsen af Trojelsvej og Plantagevej fra 2 til 4 spor. Først var der ynglende fugle, som bremsede fældningen af træerne. Senere kom Danmarks Naturfredningsforening forbi og klagede til ankenævnet over fjernelse af et dige bag ved Skovgrillen.
Sagen er endnu ikke afgjort, men Mike Boesen forventer en afgørelse inden december. ”Så vil arbejdet på østsiden kunne begynde – og vi vil kunne fælde de træer, som skal fjernes for, at vi kan etablere adgang til Stærevej og den private vej langs rute 11, som tillige omfatter cykelsti bag den gennemsigtige støjvæg”, fortæller Mike Boesen. Ekspropriationerne langs Plantagevej er planlagt til gennemførelse i februar 2020.

På Trojelsvej / Industrivej er der stadig gang i rørarbejdet.

Lange anlægsperioder

Arbejdet på vestsiden langs såvel Plantagevej og Trojelsvej har givet nogle udfordringer med diverse stikledninger i forbindelse med etablering af en stort rørledning, som skal fungere som depotbassin for overfladevand, så det langsomt kan udledes i Galgebækken.
”Jeg medgiver, at krydset Trojelvej /Industrivej har været lukket meget længe, men forventer at den skitserede tidsplan holder”, siger projektlederen og fortsætter: ”Når hele vestsiden er færdig i løbet af foråret, der er lavet nyt bom- og sikringsanlæg ved jernbanen, så skal trafikken flyttes over på denne side”. Herefter er det så østsiden, der skal gøres færdig, hvilket også vil give nogle trafikale udfordringer ved Nørremarksvejens udmunding i Trojelsvej.

Plantagekrydset

Ombygningen af Plantagekrydset ved Farupvej/ Obbekærvej vil ske i to faser – ligesom bygningen af sti tunnelen til gående og cyklister. Her holder tidsplanen på vestsiden, hvor der støbes balastbeton i tunnelens bund i denne uge (i dag).

Trafikpresset øges på rundkørslen ved Føtex – der arbejdes fra i dag på den lukkede shunt. Bearbejdet dronefoto taget af Ove Detlevsen.

“Føtex-rundkørslen”

Den store rundkørsel – FØTEX-rundkørslen med shunt på blødbund – skal også have en ordentlig omgang. ”Vejdirektoratet har foretaget afspærring af shunten – og arbejdet med udskiftning af blødbund vil blive påbegyndt i indeværende uge”, siger Mike Boesen til RYK IND RIBE.

Ringbroen har for byggetidspunktet en unik facon / hældning. Broen får lov til at blive liggende nogle år endnu.

Den bevægelige bro

Og så lige tilbage til den bevægelige bro – arbejdet hermed er udskudt til omkring årsskiftet 2020/2021, hvor det skal i udbud. Der vil igen være tale om en prækvalifikation af indtil 5 firmaer, som skal give tilbud. Et firma vil få opgaven og efter fremstilling af model etc, så skal arbejdet i gang.
”Men! Tidspunktet skal tilpasses Ribe Vesterås fauna – herunder snæblernes ”vandring”, siger Mike Boesen, der forventer at snoren til den bevægelige bro kan klippes i 2023.

Skal der være en tunnel med plads til en vejbane fra Holmevej til Bjerrumvej – eller kun til gående / cyklister? Opgaven ligger ikke i udvidelsen af rute 11 projektet.

Et helt andet projekt

Og så for god orden skyld: en evt. tunnel fra Holmevej til Bjerrumvej under rute 11 er ikke en del af dette projekt.