Tekst Hasse Jørgensen, modelfoto, tirsdag den 5. november

Esbjerg Kommune har fået en ny og opdateret børne- og unge politik, og helt grundlæggende går den ud på, at børn og unge skal have det godt i kommunen. Der skal skabes tryghed og trivsel for børn og unge, og hvordan politikerne vil få det til at ske, fremgår i detaljer af den nedskrevne børne- og ungepolitik.

Den nye børne- og unge politik blev godkendt på byrådsmødet mandag aften efter en tre timer lang debat om budgettet, og det kan være, det var det, der medførte tavsheden fra byrådspolitikerne, da det ellers så vigtige emne skulle godkendes.

Kun formanden for børne- og familieudvalget, Diana Mose Olsen (SF) og formanden for kultur- og fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen (C) havde kommentarer til sagen. Og havde de to været stærkt uenige om budgettet, var de til gengæld helt enige om den nye børne-og ungepolitik.

Diana Mose Olsen nævnte, at der ikke er så meget nyt i den opdaterede politik, men den dækker alle børn og unge i hele kommunen. – Der skal være plads til forskelligheder, og alle skal sikres en oplevelse, sagde udvalgsformanden.

May-Britt Andrea Andersen kædede børne- og ungepolitikken sammen med kulturen. – Mødet og samspillet med andre skaber en grundlæggende dannelse, og vi skal skabe tryghed og trivsel for børn og unge, sagde May-Britt Andrea Andersen bl.a.