Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 19. februar 2024
Fra det nye skoleårs start i august bliver skolestrukturen i Esbjerg Kommune ændret.
Set i det store perspektiv, kommer den nye struktur til at ligne den gamle. Den vi havde før 2015, hvor de enkelte skoler blev slået sammen i syv distrikter med et fælles ”efternavn” og en fælles ledelse.
Mandag vedtog byrådet at nedlægge de syv skoler med fælles navn og i stedet oprette 24 nye skoler med hver deres navn og deres leder.
I Ribeområdet betyder det således, at Gredstedbro Skole igen hedder Gredstedbro Skole, Ansgar Skole hedder Ansgar Skole, Vittenbergskolen hedder Vittenbergskolen, mens Egebæk Hviding Skole efter eget ønske får navnet Vadehavsskolen, som tidligere var fællesbetegnelsen for skolerne i Ribe-området.
Men selv om den nye skolestruktur ligner den gamle, er der dog ting, der ikke er som tidligere.
Der opereres i forslaget bl.a. med nogle områdeledere, som skal støtte og sparre med de skoleledere, der nu skal udnævnes, ligesom områdelederne skal have et administrativt ansvar.
Som formanden for skole- og børneudvalget, Diana Mose Olsen (SF) slog fast, bliver alt ikke som ved det gamle: – De penge, der blev sparet den gang, 28 millioner kroner i alt, bliver ikke tilbageført.
Hun slog fast, at hver skole får sit eget distrikt, sin egen ledelse, sin egen bestyrelse, og ingen elever skal flyttes mellem skoler.
Hun nævnte desuden, at der har været betænkeligheder ved arbejdspresset for de nye ledere, og om det skulle gå ud over nærværet. Men det har forvaltningen taget højde for ved at stille hjælp og sparring til rådighed.
Med hensyn til specialundervisningen skal det centreres to steder. I Ribe bliver det på Vittenbergskolen selv om afdelingen rent fysisk flytter til seminarieHuset.
Ulla Kroman Meyer (S) stillede på partiets vegne to ændringsforslag.
– Vi er ikke for centralisering men decentralisering. Vi tror, de nye ledere kan varetage opgaverne, og det er god ide med sparring af lederne.
Men Ulla Kromann Meyer vendte sig mod ansættelsen af områdeledere ligesom hun ikke troede på projektet omkring specialundervisningen. Her mente hun, at lederne ved specialundervisningen skulle fastholdes der, hvor tilbuddene er.
Sabrina Bech Bartholin (Løsg.) gik ind for de selvstændige skoler, og hun håbede, forslaget blev vedtaget.
Anne Marie Geisler Andersen (R) bakkede også op om de selvstændige skoler men havde en række betænkeligheder omkring de administrative stillinger og ansættelsen af tjenestemænd.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) fik først forslaget mundtligt på byrådsmødet og havde derfor ikke mulighed for at studere det nærmere.
– Men når man laver så store ændringer, bliver det meste forhåbentligt en succes, men der er givetvis også noget, man er nødt til at kigge på og se, om det skal tilpasses.
Ved de efterfølgende afstemninger fik Socialdemokratiets to ændringsforslag hver ti stemmer mens 21 var mod. Til gengæld blev selve forslaget med 21 stemmer for og ti i mod.