Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 26. februar 2024

Esbjerg Kommunes hjemmeside blev mandag formiddag ramt af hackere med det resultat, at hjemmesiden det meste af formiddagen var nede.

Ved middagstid var hovedsiden oppe at køre igen, men det kneb i skrivende stund – klokken 13 mandag – fortsat med at komme ind på nogle af undersiderne, og det skyldes ifølge informationschef Thomas Reil, at også underleverandører var ramt af angrebet.

Kommunens it-eksperter sporede angrebet til den russiske gruppe, der i weekenden også stod bag angrebet på Københavns Kommune, Københavns Lufthavn, Thisted Kommune og Thisted Lufthavn.

Angrebet er et såkaldt DDoS angreb, der  betyder en overbelastning af nettet.

Ekstra Bladet kan fortælle, at ud over Esbjerg Kommune er det gået ud over seks andre kommuner samt Transportministeriet.