Tekst Hasse Jørgensen, kort Esbjerg Kommune, torsdag den 19. januar 2023

Planerne for en ny autocamperplads syd for P Syd i Ribe, er nu kommet et væsentligt skridt nærmere en realisering. Det, der nu mangler er, at en interesseret giver et bud på området og vil etablere pladsen.

Byrådets udvalg for plan- og byudvikling har netop godkendt, at etableringen og driften af den nye plads udbydes.

En kommende entreprenør skal leje det pågældende område af kommunen foreløbig for en 29-årig periode. Entreprenøren skal samtidig forpligtige sig til at indrette autocamperpladsen.

Der er flere parametre, der indgår i vurderingen af de tilbud, der måtte komme ind. Det gælder dels lejens størrelse, der dog de første fem år er ansat til minimum 5000 kroner per måned. Desuden kommer det an på, hvilke faciliteter, entreprenøren vil etablere og stille til rådighed for autocamperfolket.

Kommunen vil tilstræbe at lave en ordning, der gør det enten helt umuligt eller meget vanskeligt for autocamperne at overnatte på de øvrige, etablerede parkeringspladser i Ribe. Ideen er således, at de autocampere, der nu holder på P Syd, skal flyttes til den nye plads syd for P Syd. Den plads henligger i dag som en grusbelagt plads og bruges både til parkering og som oplagsplads i forbindelse med forskellige anlægsarbejder i den indre by.

Området er på 6000 kvadratmeter, og hvor mange autocampere, der kan blive plads til, afhænger af indretningen og de faciliteter, der måtte blive etableret på pladsen bl.a. i form af beplantning. Udgiften til anlægget afhænger naturligvis også af de faciliteter, der skal etableres samt den belægning, en kommende lejer vil lave.

– Vi har fulgt forvaltningens indstilling og sætter gang i udbuddet for en autocamperplads, så vi kan komme videre med det. Det er jo en sag, vi har haft oppe at vende flere gange, siger formanden for plan- og byudviklingsudvalget, Henning Ravn (V) og føjer til: – Vi lægger jo op til en lang udlejningsperiode for at investor også kan få sin investering forrentet.

Men hvis nu investor efter de 29 år gerne vil forlænge lejemålet yderligere. Kan det så lade sig gøre?

– Det bliver ikke mit problem, lyder det med et stort grin fra Henning Ravn, der tilføjer, at han i givet fald går ud fra, at man til den tid vil forhandle en ny kontrakt med investor.

Der er altså ikke på forhånd lukket af for en forlængelse af lejemålet?

– Bestemt ikke.