Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 14. juni

Unge i Esbjerg Kommune mellem 15 og 35 år har nu en enestående chance for at realisere et kulturprojekt, som de går med en ide om.

Chancen er opstået i og med, at Esbjerg Kommune har startet et enestående projekt ”sæt i værkstedet”, der tager sigte på at hjælpe de unge med at realisere deres ideer både med råd og vejledning men også med økonomi. Projektet har tre puljer på henholdsvis 10.000 kroner, 5.000 kroner og 2.500 kroner, der kan søges af de unge til realisering af deres ideer.

Hvilke ideer, der kan komme i betragtning, er meget bredt. Det skal blot have noget med kultur at gøre, og arrangementerne må ikke laves for økonomisk vindings skyld. Initiativtagerne må altså ikke tjene på ideerne.

Som et led i kommunens projekt, kører en stor bus med informationsmateriale rundt i kommunen. Den har bl.a. holdt ved Ribe Fritidscenter og mandag var den at finde på Torvet i Ribe, hvor den vil være frem til torsdag.

I bussen svarer Camilla Anwar og Maria Paulsen på de unges spørgsmål, og de to piger kan fortælle, at der allerede er kommet mange gode ideer til projekter fra de unge.

– Vi har hørt om en konkret ide til workshops for skatere, og ellers kan ideerne vedrøre alt som teater, dans, gay pride og meget andet. Blot det har noget med kultur at gøre

– Arrangementerne skal være åbne for alle, og de kan både være for børn, unge og voksne.

Camilla og Maria fortæller også, at det, de kan, er at give de unge en masse råd og praktiske oplysninger om, hvordan de kan komme videre med realiseringen af deres ideer.

– Vi er brohovedet mellem borgere og kommunen, og vi har en meget hurtig reaktionstid. Indenfor 24 timer efter vi har fået ansøgningen, ved de, der søger, om de også får ideerne godkendt og får nogle penge, fortæller Camilla Anwar.

Projektet er blandt andet kommet i gang, fordi mange unge i kommunen ikke mener, der sker nok i deres byer, og derfor vil man gerne give de unge en mulighed for selv at etablere noget og dermed også får lyst til at blive boende i kommunen.

Hvis de unge går med ideer til musikarrangementer, kan den store pulje på 10.000 kroner ikke søges. Det hænger sammen med, at kommunen har mange andre puljer, der netop støtter musikprojekter. Men de to mindre puljer kan også søges til musikarrangementer, og støtte fra de tre puljer udelukker ikke, at der kan søges penge fra andre puljer og fonde.