Tekst Hasse Jørgensen, torsdag den 30. april
Med sin helt specielle struktur, rummer Esbjerg Kommune stort set alle de boformer, der kan forlanges. Lige fra den tætte boform i storbyen over de mere åbne parcelhuskvarterer til den åbne boligform på landet.
Nu skal kommunen imidlertid i gang med en strategisk planlægning for landområderne, og det sklyldes et krav fra staten, der vil sikre en fortsat mulig udvikling af landområderne.
Sagen kommer til behandling på udvalget for plan og miljø på dets næste møde den 5. maj.
I dagsordenen står der bl.a.: “Bymønsteret inddeler Esbjerg Kommunes byer i i alt fem typer: hovedby (Esbjerg), kommuneby (Ribe og Bramming), lokalbyer, landsbyer og sammenhængende bebyggelser i det åbne land. Der blev ved kommunesammenlægningen kun taget stilling til indordningen af hovedby og kommunebyer i bymønsteret. Det statslige krav om strategisk planlægning for lokalsamfund på landet har givet et behov for at gennemgå og opdatere resten af bymønsteret”.
Kommuneplanen skal ifølge planloven indeholde en strategisk planlægning, der sammenhængende tager stilling til muligheder for udvikling af lokalsamfund på landet.
For at kunne komme videre med arbejdet, er det nødvendigt at definere de forskellige boformer på landet, og her er forvaltningens forslag til definitionen:
Sammenhængende bebyggelse i det åbne land skal have mindst otte beboede huse indenfor en radius af 200 meter (denne definition er hentet fra husdyrloven). Landsbyer skal have mere end 100 indbyggere og mere end 50 boliger, og lokalbyer skal have mere end 500 indbyggere og mere end 250 boliger.
Der peges samtidig på, at forskellige restriktioner og regler for de enkelte områder giver mulighed for forskellige boformer. I lokalbyer er der som regel udlagt områder til detailhandel, til boliger og til erhverv. Her kan der ikke umiddelbart placeres boliger i erhvervsområder, ligesom det i boligområder ikke er tilladt at have større husdyrhold som heste, store hønseflokke og så videre.
Muligheden for dyrehold er til gengæld oftest til stede i landsbyer og i det åbne land, hvilket gør de pågældende områder interessante for forskellige befolkningsgrupper.
Opdateringen forventes at indgå som en del af den kommende kommuneplanrevision i Forslaget til Kommuneplan 2022-34.









































































