Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 21. december
Moderne teknik er god, når den altså fungerer.
Det måtte byrådet sande mandag eftermiddag, da det virtuelle byrådsmøde blev forsinket i starten med seks til syv minutter. Årsagen var, at ikke alle byrådsmedlemmer kunne lokke sig på rent teknisk. De sad hjemme mens kun borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og et par embedsmænd var i byrådssalen, hvor det hele blev styret fra.
Trods forsinkelsen var byrådsmødet hurtigt overstået. Der var ni punkter på dagsordenen, der undtaget én alle var mere eller mindre efterretningssager.
Den eneste sag, der gav anledning til debat, var en debat om høringsfrister og virtuelle borgermøder, der er refereret andet sted på siden.
En sag, der nok kan vække interesse hos mange foreninger og organisationer er, at byrådet sagde ja til, at kommunen kan mellemfinansiere forskellige projekter, hvis blot alle betingelser er i orden.
Det er flere lokalråd i kommunen, der har bragt sagen på banen. Den går ud på, at når foreninger og organisationer sætter projekter i gang, sker det ofte med støtte fra fonde. Men fondsmidler bliver ofte sent udbetalt i forhold til projektets gennemførelse og finansiering, og her er det altså, at kommunen kan gå ind og populært sagt lægge pengene ud.









































































