Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 27. april

Planlægning af en ny solcelle- og vindmøllepark på Spandet Mark er nu kommet så langt, at der er indkaldt til borgermøde om projektet.

Projektet blev udsat, fordi der var tvivl om, hvorvidt forsvaret ville godkende opstilling af vindmøller i det omtalte område, da det ligger i flyvevåbnets korridor til Rømø. Efter dialog med forsvaret, er Esbjerg Kommune kommet frem til, at forsvaret ikke vil stille hindringer i vejen for vedvarende energi det pågældende sted.

Derfor inviterer Esbjerg Kommune alle interesserede til borgermøde om opsætning af solceller og vindmøller ved Spandet Mark

I indkaldelsen til mødet hedder det: ”Kommunerne er forpligtet til at arbejde for opstilling af vedvarende energianlæg. Byrådet ønsker, at opstilling af vindmøller og solceller sker med lokal forankring og på baggrund af en åben og inddragende proces.

Borgermødet er startet på en dialog- og projektudviklingsfase, hvor lokalsamfundet, ansøgerne og Esbjerg kommune sammen drøfter mulighederne for at opstille solceller og vindmøller i området.

På borgermødet vil der være information om det ansøgte projekt og den videre proces. Derudover vil der være mulighed for at melde sig til en dialoggruppe, som kommer til at bestå af repræsentanter for lokalsamfundet, ansøgerne og Esbjerg kommune. Efter borgermødet inviteres dialoggruppen til en række møder for at drøfte mulighederne for opsætning af vedvarende energianlæg, og herunder anlæggenes udformning og merværdi for lokalområdet.

Dialog og projektudviklingsfasen afsluttes med endnu et borgermøde, hvor et tilpasset projekt præsenteres. Derefter træffes der en politisk beslutning i Esbjerg Kommune om, hvorvidt der skal arbejdes videre med projektet”

Du kan læse mere om VE-projektet og den nuværende Fase 3 på https://www.esbjerg.dk/energi-og-miljoe/energi/planlaegning-for-vedvarende-energianlaeg/spandet-mark

På hjemmesiden finder du blandt andet kort, der viser projektet og ansøgningen Esbjerg Kommune har fået fra opstiller.

Har du spørgsmål kan de rettes til mailadresse sologvind@esbjerg.dk

Informationsmødet holdes mandag d. 12. maj 2025, kl. 19.00-21.00 i

Spandet Forsamlingshus, Skolevænge 17, 6760 Ribe. Alle er velkommen, og der er ikke krav om tilmelding.

Det er Frijsenborg & Wedellsborg Skovbrug, der har søgt om tilladelse til at etablere parken.