Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 27. april

Det formelle planlægningsarbejde, der skal til for at Ribe Museums- og Aktivitetspark som planlagt kan anlægges mellem Sandfangetog Ribe Fritidscenter, er nu gået i gang.

Det er sket i og med, at kommunen efterlyser gode ideer til, hvad området kan bruges til. En sådan indkaldelse af ideer er et lovkrav, når en lokalplan for et område skal ændres. I dette tilfælde drejer det sig om hele det grønne område fra Ribe Fritidscenter og stort set over til Nørremarksvej rundt om boldbanerne, der tidligere tilhørte seminariet.

Alle kan bidrage med gode ideer til, hvad området skal bruges til, og forslagene skal indsendes til Esbjerg Kommunes planafdeling senest den 25. maj.

Når kommunen har vurderet ideerne, kan det egentlige arbejde med en lokalplan for området påbegyndes. Den eksisterende lokalplan rummer ikke mulighed for at lave en museums- og aktivitetsplads på stedet. Derfor skal der en ny lokalplan til. Når den er vedtaget af politikerne, skal den ud i offentlig høring, hvorefter politikerne endeligt kan godkende den. Derefter kan det fysiske arbejde med bygningen af parken begynde. Den ventes at stå færdig til foråret næste år.