Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, mandag den 2. september 2024
Mandøforeningen er i fuld gang med at etablere et nyt samlingssted på Mandø under navnet Mandø Hub Til Naturligt Fællesskab, som ventes færdigt i løbet af efteråret.
Foreningen har via en lang række fonde og Esbjerg Kommune samlet godt 2,8 millioner kroner ind til projektet.
Problemet er blot, at de fleste fonde først udbetaler pengene, når projektet er færdigt, og det betyder, at der kan opstå likviditetsproblemer under vejs.
Derfor har Mandøforeningen søgt kommunen om en mellemfinansiering på en lille million kroner.
– Og den mellemfinansiering har vi i økonomiudvalget godkendt, for der er tale om et rigtigt godt projekt, hvor initiativtagere har fået tilsagn om pengene, men hvor de skal lægge ud i en periode, fortæller borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).
Sagen er, at kommunen får de penge, den lægger ud, tilbage, når Mandøforeningen får pengene fra fondene.
Projektet går ud på, at på en nedlagt landbrugsejendom skal stalden omdannes til et fælleshus med aktiviteter for øboere, fritidsøboere og efterkommere på Mandø. Samtidig etableres der velkomststed og madpakkehus, formidlingssted og basisfaciliteter for de ca. 140.000 årlige endagsturister på øen.