Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, mandag den 6. december
Esbjerg Kommune har fået en ny pårørendepolitik.
Det er sket i og med, at byrådet mandag vedtog den nye pårørendepolitik, der er blevet til efter en lang proces, hvor adskillige har været hørt.
Formålet med Esbjerg Kommunes pårørendepolitik er at tage vare på pårørende til børn, unge og voksne med en fysisk eller psykisk sygdom eller funktionsnedsættelse.
Politikken sætter fokus på de pårørende og deres situation og på, hvordan Esbjerg Kommune understøtter de pårørende.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) redegjorde på byrådsmødet for forslaget og nævnte, at det har været en god og lang proces, hvor mange mennesker har været inde over og er blevet hørt.
– Politiken er lavet på baggrund af konkret erfaring med pårørende, sagde borgmesteren, der også nævnte de fire indsatsområder: Fokus på den pårørende, dialog og samarbejde, tilbud til pårørende samt børn og unge.
Anne Marie Geisler Andersen (R) var glad for, at der er kommet en pårørendepolitik. Hun nævnte specielt, at det ved børn er vigtigt, at der støttes op om søskende.
– Det er en politik, der er lavet i et bredt samarbejde mellem politikere, forvaltning, interesseorganisationer og pårørende, slog Anne Marie Geisler Andersen fast.









































































