Tekst og fotos: Hasse Jørgensen, fredag den 18. jan.

Esbjerg Kommune har et parkeringsparadoks af dimensioner i den sydlige del af Ribe.

Det er en kendt sag, at der er mangel på parkeringspladser i den indre by og ikke mindst i sydbyen. Samtidig ligger der et stort parkeringsareal totalt fri for biler på P Syd, og de bilister, der formaster sig til at køre ind på det fri parkeringsareal får parkeringsafgifter på stribe.

Sidst kunne Ryk Ind Ribe berette om, at to entreprenører har fået sammenlagt fem parkeringsafgifter for at holde med firmabiler på de pladse, der er beregnet til autocampere. Men RYK IND RIBE er blevet gjort opmærksom på, at mange ”private” bilister også har fået en parkeringsafgift for at holde på pladsen.

Sagen er, at P Syd er delt i to afsnit. Et til personbiler og et til busser og autocampere. Ved indkørslen til afsnittet for busser og autocampere fortæller et skilt, at pladsen er forbeholdt den slags køretøjer.

Afsnittet for personbiler har de sidste mange dage været totalt fyldt i dagtimerne.

– Jeg kan godt se paradokset. Men pladsen til autocampere og busser er ”øremærket” til disse køretøjer, og det mener jeg ikke, vi skal ændre. For de køretøjer skal der også være plads til, siger formanden for udvalget for teknik og byggeri, Søren Heide Lambertsen (S).

Kunne man ikke sige, at i vinterhalvåret kunne personbiler også holde på pladsen, mens den om sommeren er forbeholdt autocampere og busser?

– Jeg er bange for, ag det vil skabe forvirring om, hvornår man må holder der og hvornår ikke, men det er da et forslag, man kunne overveje.

Men afsnittet for personbiler er jo helt optager om formiddagen og de første eftermiddagstimer. Det skyldes jo formentligt, at handelsgymnasiet er fusioneret med katedralskolen?

– Det er helt nyt for mig, for vi har hidtil fået at vide, at der var ledig kapacitet på P Syd. Men er der et kapacitetsproblem, vil jeg bede forvaltningen undersøge det, for arealet på den anden side Haulundvej er jo afsat til parkering.

Men det bruges jo i dag som oplagsplads i forbindelse med de gadeprojekter, der er inde i byen?

– Det er afsat til parkering, og skal vi have det gjort færdig med asfalt, er det en budgetsag. Så vil det komme med i de næste budgetforhandlinger, siger Søren Heide Lambertsen.