Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Esbjerg Kommune, onsdag den 14. juni 2023

Firmaer, selskaber, sammenslutning af borgere og andre arbejder for tiden på højtryk for at få gjort klar til etablering af solceller, vindmølleparker eller en kombination af begge dele.

Der har således tidligere været borgermøde i Jernvedlund om mulighederne, og i aften, onsdag, er der indkaldt til et stort møde i Kalvslund, hvor interesserede vil forsøge at lodde stemningen for en såkaldt hybrid – en kombination af solceller og vindmøller.

Men sagen er, at ingen endnu ved, hvor der eventuelt kan placeres solceller, vindmøller eller en kombination af begge dele i Esbjerg Kommune.

– Vi arbejder i øjeblikket med principperne for oprettelse af vindmølle-, solcelleparker eller en kombination af begge. Hen over sommeren kommer der en udbudsrunde, hvor eventuelt interesserede kan give deres bud på en park med solceller, vindmøller eller begge dele.

. Når den udbudsrunde er overstået, vil vi i sensommeren burdere de forskellige forslag og ud fra det tage beslutning om, hvor der kan etableres alternativ energi, siger formanden for byrådets udvalg for plan- og byudvikling, Henning Ravn (V).

Han understreger, at dette arbejde foregår i et tæt samarbejde med udvalget for klima og miljø, hvos formand er Jørgen Ahlquist (S).

– Vi har holdt flere møder om sagen, og vi arbejder tæt sammen om dette, siger Henning Ravn.

Han venter i øvrigt, at der vil være stor interesse for at etablere vindmølleparker eller anlæg med solceller i kommunen.

– Men der er mange hensyn, der skal tages. Der er bl.a. både hensyn til naturen, til de mennesker, der kommer til at bo tæt på solcelleparker eller vindmøller. Det kan jo ikke nytte noget, at det kun er den landmand, der lægger jord til, som bliver forgyldt. Der er mange andre hensyn at tage. Også hvad sådanne anlæg kommer til at betyde for de lokale samfund.

– Jeg ved, at der allerede er lavet lokale aftaler, om placering af alternativ energi, men det blander vi os ikke i, siger Henning Ravn.

Han peger i øvrigt på, at kommunen er nødt til at tage stilling til, hvor der skal være vindmøller, solceller eller en kombination af begge dele: -Hvis vi ikke gør det, kommer staten og gør det, siger Henning Ravn.