Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 24. juni 2022

Esbjerg Kommune går snart i gang med at anlægge en rekreativ gangsti fra Kammerslusen og langs Ribe Å ind til Ribe, så man  på nærmeste hold kan opleve naturen og selvfølgelig naturen fra Vadehavet gennem engene ind til domkirkebyen.

Det løfte afslørende formanden for by og planudvalget, Henning Ravn (V), da han fredag eftermiddag talte ved åbningen af det nye informationscenter ved Kammerslusen.

Sammen med vadehavskommunerne og Naturstyrelsen – og med solid støtte fra Nordea-fonden – er nationalparken i disse år i gang med et stort formidlingsprojekt, “Velkommen til Nationalpark Vadehavet”.

Og fredag kunne nationalparken åbne tre delprojekter henholdsvis på Skallingen, ved Ribe Kammersluse og i Nordby på Fanø.

Ved kammerslusen er slusemesterens gamle vognportsbygning blevet renoveret og indrettet til madpakkehus, hvor også en nyetableret udstilling fortæller de besøgende om egnens vandveje, både inden- og uden for diget.

Og ved indvielsen kunne Keld Andreasen fortælle om, hvordan en del af bygningen tidligere har været kommandocentral under stormfloder, og hvor han ofte har siddet ved telefonen og overvejet, om han skulle løbe der fra, fordi situationen udviklede sig faretruende.

I dag er der blevet lavet et nydeligt lyst rum med plancher på væggene om Vadehavet, og i gården er der kommet en flot belægning, der er forsynet med bænke og borde, som turister kan nyde deres mad her.

Henning Ravn ønskede alle tillykke med stedet: – Velkomststedet er netop lavet, så det byder vores gæster velkomment til området. Her fra et solidt udgangspunkt kan de på egen hånd udforske det, som de finder mest interessant. Der er lagt vægt på at komme gæsterne i møde ved at lave et fleksibeltformidlingssted, der er åbent for publikum  hele året i de lyse timer.

Men ingen roser uden tidsler. Bjarne Kiholm, der som bekendt bor fast ved Kammerslusen, var glad for de nye, fine informationscenter, men han var alt andet end tilfreds med de toiletfasiliteter, der er på stedet.

Der er et handicaptoilet, men Bjerne Kiholm demonstrerede, at kommer man i kørestol er døren umulig at lukke op, fordi den er for stram.

Det lovede Henning Ravn og den konservative May-Britt Andrea Andersen, der er medlem af nationalparkens bestyrelse, at arbejde for bliver ændret, når de kommer hjem.

Både May-Britt Andrea Andersen og Henning Ravn har lovet, at de vil arbejde for at adgangen til toiletterne bliver lettere for handicappede.