Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, fredag den 25. april 2025

På et opstillingsmøde torsdag den 24. april valgte Radikale Venstre har valgt de første tre kandidater til kommunalvalget i Esbjerg Kommune, der skal holdes sidst i november. Valget fandt sted på et opstillingsm’de torsdag den 24. april. Men selv om de tre første er valgt på listen, er den stadig åben, og der kan komme flere til.

Øverst på listen er byrådsmedlem Anne Marie Geisler Andersen, der har siddet i byrådet siden 2018 og håber på en tredje valgperiode:

– Ved sidste valg gik vi udover vores politiske mærkesager som klima, børn og socialt udsatte også til valg på at få skabt et godt arbejdsklima og et bredere samarbejde i byrådet. Og det synes jeg faktisk er lykkedes. Derfor har vi til dette valg besluttet at være del af det store valgforbund, som rummer mange af de partier, som vi har et godt samarbejde med. Et samarbejde vi meget håber at få lov at fortsætte efter valget, siger Anne Marie Geisler Andersen efer opstillingsmødet.

Anne Marie er oprindeligt uddannet kandidat i statskundskab men læser i dag til sygeplejerske. Hun er tidligere medlem af Folketinget, og er for nuværende medlem af Esbjerg Byråd og Regionsrådet i Region Syddanmark.

Ud over Anne Marie har partiet valgt Oluf Dragsbo, der er mangeårigt medlem af partiet, uddannet ingeniør og har arbejdet inden for energi og miljø.

Nummer tre på listen er Casper Damgaard fra Radikal Ungdom. Casper er samfundsfaglig studerende på UCSyd og er særligt optaget af uddannelsesområdet.