Tekst: Torben Ravnborg Nissen Foto: René Jørgensen, mandag den 10. november 2025

I anledningen af kommunal- og regionsvalget havde Ribe Katedralskole mandag formiddag, den 10. november, samlet eleverne og et stærkt hold politikere til paneldebat.
På scenen i Salen stod Søren Littau Christiansen (Liberal Alliance), Nana Kastorp (Socialistisk Folkeparti), Nicolai Aarøe (Det Konservative Folkeparti), Mads Lustrup (Socialdemokratiet) og Alexander Vasylyeva (Venstre).
Ordstyrer var samfundsfagslærer ved Ribe Katedralskole, Rasmus Friis, der efter en kort introduktion gav ordet til et veloplagt og engageret panel. Én efter én holdt deltagerne et to minutters oplæg, hvor de præsenterede sig selv og deres politik.

Søren Littau Christiansen (LA), der blev student fra skolen i 2015 og i dag arbejder som lokal ejendomsmægler, fortalte, at han ville arbejde for lavere skatter, færre rigide regler og større frihed i samfundet.

Nana Kastorp (SF), der læser sociologi og kulturanalyse på SDU i Esbjerg, ville arbejde for at fastholde de unge i kommunen ved at gøre studie- og kulturmiljøet mere attraktivt – og give de unge lyst til at blive.

Nicolai Aarøe (C), erhvervsmand og viceborgmester i kommunen, ønskede at satse på uddannelse og på, at kommunen skulle være det bedste sted at vokse op og stifte familie.

Mads Lustrup (A), der er i lære som elektriker, ville investere i børn og unge, i institutioner og skoler. Han lagde vægt på flere pædagoger og lærere – og på, at eleverne skulle gribes efter 9. klasse, hvis de var rådvilde.

Alexander Vasylyeva (V), der selv er elev på Ribe Katedralskole, ville arbejde for bedre offentlig transport, den grønne omstilling og unges trivsel. Han understregede, at unges stemme er værdifuld, men at det kræver, at de faktisk stemmer.

Efter de korte oplæg fulgte paneldebatten, som kredsede om tre hovedtemaer:

At gøre Esbjerg Kommune attraktiv for unge

Der blev talt om et bedre studiemiljø, tættere samarbejde med erhvervslivet, flere og billigere boliger samt bedre offentlig transport. Kultur- og studiemiljøet skulle gøres mere attraktivt, så Esbjerg Kommune blev et sted, man havde lyst til at flytte til – og blive. Panelet talte også om at vende den negative befolkningstilvækst blandt unge ved at styrke det fællesskabende foreningsliv. Under dette punkt var der bred enighed i panelet.

Grøn omstilling og offentlig transport

Her kom emner som flexbusser i stedet for tomme, store rutebiler, og gratis transport for unge på banen. Debatten førte videre til spørgsmål om flere arbejdspladser frem for højere skatter, brugen af udenlandsk arbejdskraft, økonomisk udligning – og ikke mindst dækningsafgiften.
Her viste den ideologiske uenighed sig tydeligt: Den blå side mente, at dækningsafgiften er direkte skadelig for forretninger og virksomheder, mens den røde side mente, at erhvervslivet også bør bidrage til kommunens udgifter til erhvervsboliger.

Omkring den grønne omstilling blev der talt om biodiversitet, solceller og atomkraft – men også om, at klimatiltag ikke måtte hæmme virksomhedernes vækst. Afgifter burde ikke være den primære løsning, og der blev argumenteret for større borgerinddragelse og en indsats, der vokser nedefra.

Mental trivsel hos unge

Her var tiden desværre knap, men samtalen nåede omkring, hvorfor unge mistrives – og hvilken rolle de teknologiske platforme og afhængigheden af smartphonen spiller. Et problem blev nævnt: at adgangen til hjælp ofte kræver en diagnose.

Der kom ikke mange spørgsmål fra den fyldte sal på Katedralskolen, men ét fik særlig opmærksomhed, da en spørger ville vide, hvad panelet ville gøre ved den fejlslagne integration. Her var der delte meninger.

Mads Lustrup mente, at man er på rette vej. Nicolai Aarøe mente ikke, at nedrivning af ghettoer var løsningen og Alexander Vasylyeva pegede på, at den største hindring for vellykket integration er, at alt for mange fortsat lever af offentlig forsørgelse.

Til sidst rundede ordstyreren debatten af og gav hver deltager mulighed for en ultrakort afsluttende bemærkning.